Liverpool hævnede sig i den grad på Manchester City onsdag aften efter Liga Cup-nederlaget i weekenden, da de rødklædte tæskede udeholdet med hele 3-0.
Samtidigt tabte Arsenal og Tottenham også deres respektive kampe samme aften, og derfor var det nærliggende at spørge manager Jürgen Klopp, hvad det betyder for klubbens målsætning i de sidste runder af Premier League.
Liverpool befinder sig på ottende-pladsen i ligaen - seks point fra den Champions League-givende fjerdeplads - og derfor er der stadig meget at spille for for Klopps mandskab resten af sæsonen.
Men tyskeren svarede ikke som forventet på journalistens spørgsmål i et interview efter kampen, da mikrofonholderen spurgte til Liverpools chancer i Premier League.
Kæmpe overraskelse: Bayern slået i Bundesligaen
Liverpool tager hævn for finaledukkert og tæver City
I stedet skiftede Klopp pludseligt fokus, da han begyndte at kommentere en helt anden liga og tidligere konkurrent.
- Med resultaterne i aften blev det hele tæt igen i toppen af ligaen. Hvad er jeres mål for resten af sæsonen?, spurgte journalisten Klopp.
- Jeg har ikke hørt om de andre resultater. Jeg har dog hørt, at Bayern tabte (1-2 på hjemmebane til Mainz red.), svarede Klopp efterfulgt af et højlydt grin.
- Men det er vel ikke så vigtigt for os, sagde han med et stort smil på læben.
Kuriøs reaktion fra den karismatiske tysker, der naturligvis glædede sig over, at hans tidligere hold Mainz leverede den store sensation og bankede Bayern på deres ellers uovervindelige hjemmebane.
Men mon ikke det også frydede Klopp lidt, at det hans seneste klub Dortmund nu for alvor kan spille sig ind i mesterskabskampen med Bayerns nederlag.
Med Mainz' overraskende sejr er der nu kun fem point mellem de to storhold - og de mødes i Dortmund på lørdag i et vaskeægte topopgør i Bundesligaen.
Se den geniale reaktion i videoen øverst i artiklen