Det er kun halvandet år siden, Christian Eriksen forlængede sin kontrakt med Tottenham Hotspur frem til sommeren 2020.
En underskrift, der sikrede fynboen en ugeløn på 615.000 kr. for fortsat at udfolde sin fodboldgenialiteter i London.
Men ifølge flere britiske medier, heriblandt The Times, er manager Mauricio Pochettino og bestyrelsesformand Daniel Levy så glade for deres danske kreatør på midtbanen, at man allerede nu er ved at strikke en ny kontrakt sammen.
På den måde kan man både belønne Christian Eriksen for sin sportslige fremgang og samtidig holde eventuelle bejlere væk fra den brandvarme dansker, der blandt andet er blevet kædet sammen med FC Barcelona ved forskellige lejligheder.
Avisen melder ikke noget om, hvor længe Spurs ønsker at holde på den danske landsholdsprofil, men Eriksen kan formentlig se frem til en klækkelig lønforhøjelse.
Det er dog ikke kun det danske es, der skal have en ny kontrakt, hvis det står til beslutningstagerne i Tottenham. The Times skriver nemlig videre, at London-klubben vil åbne kontraktforhandlinger med Son Heung-min og samtidig give Harry Kane en lønforhøjelse.
Christian Eriksen skiftede til Tottenham fra Ajax Amsterdam i sommeren 2013, og siden er det blevet til 206 kampe for hovedstadsklubben med 49 mål til følge.
Alene i denne sæson er det blevet til seks mål og seks assists i Premier League, mens Eriksen har været med til at spille Tottenham videre i Champions League og blandt andet bidraget til en sejr over Real Madrid på Wembley med en scoring.
Lørdag aften var Eriksen igen på pletten. Værdien af danskeren er bestemt ikke faldet ovenpå Tottenhams 4-0-storsejr.
Læs mere om de succesfulde PL-danskere herunder:
Måber over to gude-kasser: - Hvad er det, der foregår?!
Eriksen med årets første assist: Nu undskylder linjedommer