Nike i kæmpe brøler? Melder Liverpool-stjernen klar for Barcelona

Tøjgiganten præsenterede Coutinho i Barcelona, men fjernede meddelelsen igen kort efter

Barcelona kunne rigtig godt tænke sig at købe Liverpools brasilianske kreatør Philippe Coutinho. Det er der sådan set ikke noget nyt i, for de spanske giganter gjorde allerede kraftige tilnærmelser i sommerens transfervindue.

Nu kan sagaen så begynde igen, når transfervinduet åbner 1. januar, og spekulationerne er i den grad taget til, efter Nike kom med en noget overraskende meddelelse på sin hjemmeside i går, lørdag.

De kunne nemlig præsentere Coutinho som ny Barcelona-spiller.

- Philippe Coutinho er klar til at lyse op på Camp Nou. Få din 2017/18 Barcelona spillerdragt med magikerens navn på, skriver de blandt andet.

Sådan så det ud på Nikes hjemmeside. Screenshot fra Nikes hjemmeside
Sådan så det ud på Nikes hjemmeside. Screenshot fra Nikes hjemmeside

Det er åbenbart gået både Barcelona og Liverpools næse forbi, at Coutinho er skiftet klub, for de har ikke meldt noget ud. Nike har da også fået travlt med slettelakken igen, men der var de to klubbers fans allerede gået i selvsving på de sociale medier.

Kan koste mere end en milliard
Det efterlader os med flere spørgsmål end svar. Var Nike lidt for hurtige til at offentliggøre skiftet? Er sportstøjsgiganten blevet hacket? Eller er Nike som en anden Nostradamus i stand til at spå om fremtiden - Nikestradamus, om man vil ...

Konspirationsteorierne er da også i fuld gang på Twitter.


- Hvis du kigger lidt nærmere på linket, når du trykker på 'køb Coutinhos look,' viser URL'en 2018 01 01, hvilket kunne være en dato. Blev det offentligjort en dag for tidligt?

Mon ikke der sidder en del fans fra begge klubber klar i morgen for at se, om den teori holder?

Liverpool har ellers meget stædigt holdt fast i deres guldfugl, der menes at kunne indbringe dem mere end en milliard kroner. Dette er på trods af, at Coutinho selv er ret lun på tanken om at drage til det spanske.

Så nok sang Shubidua engang, at alting har en ende, men indtil videre fortsætter Coutinhos transfer-saga ...

Klausul-kaos truer Barcelona: Kan miste endnu en profil

Kæmpe-transfer på plads: Liverpool sætter verdensrekord

Liverpool-spiller sigtet for overfald