Ordkrigen eskalerer, og temperaturen stiger til kogepunktet i forholdet mellem de to top-managers, Antonio Conte og José Mourinho.
Senest lå bolden på Chelsea-bossens banehalvdel, og han benyttede – formentlig opmuntret af den britiske presse – lejligheden til at sende endnu en sviner mod sin kollega i Manchester United.
Portugiseren har senest henvist til italienerens karantænedom for match-fixing, så lunten var ikke lang.
- Jeg mener, at før du kommer med den slags kommentar og før du vil gøre en anden person ondt, så skal du tænke dig godt om, sagde Conte efter 0-0 kampen i Norwich.
- Du viser, at du er en lille mand. En lille mand, gentog han.
- Du kender ikke situationen (som Conte var i dengang, red.). Men jeg kendte ham godt tidligere. Dengang var han på mange måder en lille mand, det er han også nu, og det vil han helt sikkert også være i fremtiden, lød det skarpt fra italieneren.
- Måske ønsker han at ændre sin opførsel, men sådan er han. Sådan er Mourinho. I kender ham også. Niveauet er meget lavt.
Forleden mente han, at portugiseren måtte være ramt af senildemens, og det gentog han på dette pressemøde.
- Når du bliver ældre, er der en risiko. Det er der for os alle. Problemet er, når man viser det. Han må tænke sig om. Han gør den slags på regelmæssig basis.
Conte kom derefter med en længere redegørelse for sin matchfixing-sag i Italien, som endte med, at han blev frikendt i 2016.
Så kom han i tanke om et eksempel på, at Mourinho taler med flere tunger. Først nedgjorde han Claudio Ranieri for dennes mangelfulde engelsk, og da han blev fyret som Leicester-manager optrådte Mourinho – tilsyneladende i sympati med den fyrede – i en Ranieri-tshirt ved et pressemøde.
- Så er du ’fake’, fastslog Conte.
Det ophedede forhold mellem de to vil efter alt at dømme få yderligere offentlig opmærksomhed i et stykke tid. Den 25. februar besøger Chelsea nemlig Old Trafford.
- Så vil vi stå ansigt til ansigt, mig og ham. Jeg er klar, men jeg ved ikke, om han er det, lød det udfordrende fra Antonio Conte.