Nu køber Arsenal ind - fra 7. bedste række ...

Arsenal har smidt 350.000 kroner for 20-årige Cohen Bramall, der er hentet i den 7. bedste engelske række

Arsène Wenger har muligvis skudt papegøjen med Cohen Bramall. Foto: AP/Paulo Duarte
Arsène Wenger har muligvis skudt papegøjen med Cohen Bramall. Foto: AP/Paulo Duarte

Arsenal-manager Arsène Wenger får tit på puklen fra klubbens mange fans for ikke at ville handle, når klubben har brug for det.

Men 'Gunners'-supportere behøver ikke at frygte i dette transfervindue. For her har franskmanden allerede udvist handlekraft.

Helt præcist har han været på indkøb i Hednesford Town. Jep, du læste rigtigt. Hednesford Town.

Til de, der ikke måtte kende den klub, så er det en engelsk klub fra Staffordshire i det midtengelske. De spiller til dagligt i Premier League - desværre den, der hedder Northern Premier League. Den øverste regionale liga lige under de nationale rækker. 7. bedste række i engelsk fodbold.

Og hvem har Wenger så fundet her? Ikke et purungt stortalent, som man kunne forvente, men derimod en 20-årig back ved navn Cohen Bramall - og det er til den nette sum af 40.000 pund, 350.000 kroner.

Men så er Arsène Wenger også tilfreds:


- Han har skrevet med os. Han er et exceptionelt fysisk talent.

- Jeg tror ikke, at han er klar, i dag, til at træde ind i Premier League, siger manageren til BeIN Sports.

Og hvad er det så, Arsenal får for pengene ud over et fysisk talent. De får en venstre back, der minder Wenger om en ung Ashley Cole. Han kan også spille lidt længere fremme ad banen, og hans styrke er hans hurtighed - Bramall er tidligere sprinter. Og så er han i gang med en fantom-sæson - men i syvende bedste række.

Wenger har før haft held med unge, talentfulde spillere. De har dog som regel været yngre end Cohen Bramall, og de har været scoutet på væsentligt højere niveau.

Men hvem ved? Måske er Bramall lige netop den signing, der beviser Wengers genialitet. Det finder vi dog nok først ud af om et par sæsoner.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere