Premier Leagues helt særlige kendetegn har altid været, at der ikke holdes nogen form for vinterpause.
Men nu melder The Times, at der er indgået en historisk aftale, så der fra og med 2019/2020-sæsonen holdes to ugers vinterpause.
- Vi forstår, at FA, Premier League og Football League er kommet til enighed om en årlig to-ugers pause i begyndelsen af februar inden genoptagelsen af de europæiske kampe, lyder det hos The Times.
Vinterpausen bliver helt konkret sikret ved, at man flytter femte runde af FA Cuppen fra weekenden til midtuge.
Pausen betyder dog ikke, at elskere af engelsk fodbold skal kede sig. Planen er nemlig, at der skal spilles fem Premier League-kampe den ene weekend og yderligere fem den næste weekend.
På den måde sikrer man, at samtlige hold vil få 13 dages vinterpause, og det sker endda uden, at man ændrer ved det traditionsrige juleprogram, som flere managere - blandt andre Josep Guardiola har brokket sig over.
- Hvis I fortæller mig, at det teknisk og fysisk er godt for spillerne, så siger jeg nej. Det er en katastrofe. Det er en tradition, og jeg må vænne mig til det. Nogle gange har man tre dage til at restitutere, nogle gange fire og nogle gange to. Men det er ens for alle. I sidste sæson havde vi mindre tid til det, så måske får vi lidt mere i næste sæson. Det er, som det er. Jeg kan give min mening om det, men tror I, det bliver ændret? Nej, sagde Guardiola i januar til BBC.
Nu får Guardiola i det mindste lidt pause til sine spillere efter det hårde program i december og januar og inden de europæiske februar-kampe, så manglende vinterpause ikke længere kan bruges som årsag til exit her.
Årsagen til, at vinterpausen først indføres i 2019/2020 er, at det er her, den nye tv-aftale kommer i spil.
- Premier League har været i diskussioner med Det Engelske Fodboldforbund og EFL (Englands pendant til Divisionsforeningen, red.) i flere måneder om den stadigt mere overbelastede engelske fodboldkalender. Vi prøver at finde ud af, hvordan man kan belaste spillerne mindre, men samtidig sørge for at de får en vinterpause, lød det fra Premier League-organisationen i starten af februar.
Der vil ikke være vinterpause for klubberne i Championship, League One og League Two, ligesom semifinalerne i Carabao Cup forbliver over to kampe.
Bedre end 630 millioner: 'Dansker er frygtelig mange penge værd'
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.