Nu taler Eriksen om fremtiden: - Jeg vil prøve noget nyt

Christian Eriksen håber på et sommerskifte til en af Europas allerstørste klubber

Hvad skal der ske med Christian Eriksen? Gisle Thorsen vurderede ved Premier League-sæsonens afslutning Eriksens fremtid. Producer: Martin Lorentsen

HELSINGØR (Ekstra Bladet): I godt et år er Christian Eriksen blevet mødt med spørgsmål om sin fremtid, hver eneste gang han har været i nærheden af en journalist.

Den danske superstjerne har nemlig undladt at forlænge sin kontrakt, der kun har et år tilbage, med Tottenham, og derfor er der blevet spekuleret voldsomt i et skifte til en af Europas helt store klubber.

Hidtil har Eriksen afvist at forholde sig til fremtiden, men da han onsdag mødte op i landsholdslejren, efter at have fejret sin søns et års fødselsdag tirsdag, tog han endelig bladet fra munden.

Og budskabet var ikke til at tage fejl af, selvom om det blev serveret diplomatisk.

- Jeg føler, at jeg er et sted i karrieren, hvor jeg måske gerne vil prøve noget nyt, lyder ordene, der med garanti vil få storklubbernes sportsdirektører til at spidse ører.

'Jeg vil gerne prøve noget nyt'
- Jeg har den vildeste og dybeste respekt for alt, der er sket i Tottenham, og det vil heller ikke være negativt at blive. Men jeg har også sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt, siger Christian Eriksen, der håber på en hurtig afklaring.

-  Jeg håber, der kommer en afklaring i løbet af sommeren. Det er planen. I fodbold ved man ikke, hvornår der kommer en afklaring. Det kan ske når som helst. Alle vil have det bedst, hvis det sker så hurtigt som muligt, men i fodbold tager ting tid, konstaterer Eriksen, der ikke vil afvise, at han har spillet sin sidste kamp i den hvide Spurs-trøje.

Selvom CL-finalisten håber på en hurtig afklaring, erkender han, at det er ude af hans egne hænder.

- Det kommer an på Daniel Levy (Tottenhams bestyrelsesformand, red.), og der skal komme en anden klub. Eller jeg skal selv sætte mig ved bordet og forhandle en ny kontrakt. Man kan ikke selv sætte en dato, konstaterer Christian Eriksen, der føler, at Tottenham med CL-finalen mod Liverpool er blevet en ægte topklub.

Forhåbentligt et skridt op
Derfor er det også kun meget få klubber, der vil være i stand til at lokke ham væk fra London.

- Der er ikke mange punkter, som Tottenham ikke kan opfylde. Hvis jeg skal væk, så skal det forhåbentlig være et skridt op.

Og en af de klubber Real Madrid, der længe er blevet nævnt som en mulig bejler. Men det kan blive en længere forhandlingsproces med London-klubben, der venter forude.

For ifølge Ekstra Bladets engelske kilder kræver Tottenham i første omgang hele 150 millioner euro (1,1 milliarder kroner, red.) for danskeren. Om Real Madrid eller andre interessenter er villige til at betale den pris, kan være usikkert, men det er under alle omstændigheder her, at forhandlingen og spillet om Eriksens fremtid starter prismæssigt fra Tottenhams side.

- Det er et skridt op. Men det kræver, at Real Madrid ringer til Tottenham og siger, at de vil have Christian. Og det har de ikke gjort endnu, så vidt jeg ved, siger den ombejlede dansker, der heller ikke helt afviser at lade kontrakten med Tottenham løbe ud, så han kan skifte gratis om et år.

- Det er svært. Det kommer an på mulighederne. Hvis der ikke dukker noget op, der er mere spændende, hvorfor så ikke blive i Tottenham? Om jeg så skriver under på en ny kontrakt, kommer an på betingelserne, fastslår han.

Men det halmstrå skal hverken Daniel Levy eller Tottenham-tilhængerne nok håbe for meget på, for Christian Eriksen både lyder som og ligner en mand, der har truffet sin beslutning.

Landsholdskollegerne har store roser - og forventninger - til Christian Eriksen inden Champions League-finalen. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix Champions League - 1. jun. 2019 - kl. 12:23 Eriksen hyldes af kolleger: Måske den bedste spiller

Christian Eriksens fremtid bliver sommerens helt store emne i Tottenham og Danmark. Foto: Ritzau/Scanpix/Dylan Martinez Premier League - 27. maj. 2019 - kl. 08:59 Afløser i spil: - Umuligt at holde på Eriksen

Se også: Vælger mellem superstjerner: For barnlig til Real Madrid

Dolbergs succes i Holland har gjort ham til noget af en 'lottokupon' for hans gamle klub, Silkeborg. Foto: Imago Sport Sport og Spil Danske klubber har millioner gemt i Europa

Kasper Schmeichel og Åge Hareide Hareide under onsdagens  pressemøde på Vokkri Stadium i Kosovo. Foto: Lars Poulsen/Polfoto Sport og Spil Hareide undrer sig over danskerne: I er svære at begejstre

83 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere