Ny stor hæder til Kasper Schmeichel

Kasper Schmeichel er blevet foretrukket hos fodboldmediet goal.com som ankermand på årets hold frem for verdensstjerner som Petr Cech, Hugo Lloris og David de Gea

Kasper Schmeichel går fra succes til succes i øjeblikket. (Foto: AP)
Kasper Schmeichel går fra succes til succes i øjeblikket. (Foto: AP)

Lørdag aften nåede Leicesters eventyrlige triumftog sin foreløbige endestation, da Kasper Schmeichel og holdkammeraterne på hjemmebane kunne fejre det engelske mesterskab og løfte Premier League-trofæet.

Men sæsonen er endnu ikke helt et overstået kapitel, ligesom rosen og begejstringen i kølvandet på bedriften heller ikke har taget sin afslutning.

Senest har det store internationale fodboldmedie goal.com bragt deres bud på årets sammensatte Premier League-hold, og her er ikke færre end seks ud af de elleve spillere på kontrakt i Leicester.

Tjansen som keeper er gået til Kasper Schmeichel, der altså dermed kan sætte endnu mere hæder ind på den konto, der i forvejen bugner af positive tilkendegivelser og talrige skulderklap.

- Har opnået forbløffende 15 clean sheets på dette tidspunkt i sæsonen med et forsvar, der ikke er bygget af talenter til mange millioner pund. Han har været en urokkelig klippe, som hans titel-vindende forsvar har kunnet stole på gennem hele sæsonen, lyder bedømmelsen.

Se også: Leicester fejrer guld med gratis øl, chips og pizza

Foruden den danske landsholdsmålmand har de nykårede engelske mestre også erobret to positioner i forsvaret, hvor Wes Morgan og Christian Fuchs er at finde, mens der på midtbanen er blevet plads til Ryad Mahrez og N'Golo Kanté.

Helt fremme har Leicester-topscorer Jaime Vardy taget pladsen som den ene halvdel af en engelsk angrebsduo, som også tæller den aktuelle Premier League-topscorer Harry Kane.

Tottenham-stjernen har selv to holdkammerater med på det sammensatte 'drømmehold', eftersom Dele Alli og Toby Alderweireld også har fundet vej til holdkortet.

Som den eneste repræsentant fra 'the big four'-klubberne (Chelsea, Arsenal, Manchester City og Manchester United, red.) har Hector Bellerin fra Arsenal fået klemt sig ind i det fine selskab.

Taktikbrættet fuldendes endelig af en af sæsonens helt store åbenbaringer, West Hams Dimiti Payet, der får tilliden på venstre kant.

Der resterer endnu en enkelt runde i Premier League, inden sæsonen når sin afslutning. Samtlige af ligaens 20 hold skal i aktion søndag eftermiddag, hvorefter det endelige regnskab kan gøres op.

Her kan du se sæsonens hold ifølge goal.com:

Se også: Kong Claudio gik i seng mens Schmeichel festede

Se også: Schmeichel med kølig hoved-redning i ren mester-opvisning

19 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere