Nyrestød til konkurrenten: Premier League-klub med genial 'anmeldelse'

Southampton havde en noget anderledes optakt til nedrykningsbraget mod Swansea - klubbens reaktion er genial

Pierre-Emile Højbjergs klub, Southampton, har leveret en genial prank på Twitter. Arkivfoto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjergs klub, Southampton, har leveret en genial prank på Twitter. Arkivfoto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Pierre-Emile Højbjerg og Southampton sikrede sig stort set en ny sæson i Premier League, da man tirsdag slog nedrykningskonkurrenterne Swansea med 1-0 i Wales.

På trods af drømmeresultatet var optakten til nedrykningsgyseren langt fra gnidningsfri.

Southampton-holdet skulle have overnattet på det luksuriøse Hotel Marriott inden kampdagen, men i sidste øjeblik blev reservationen annulleret, da hotellet kunne oplyse, at man aflyste alle bookinger pga. florerende sygdom blandt hotellets gæster.

Det skriver flere britiske medier - blandt andre The Independent.

Mørke kræfter
Men Southampton-manager Mark Hughes køber ikke forklaringen fra hotellet her dagen derpå.

- Vi har en mistanke om, at der var mørke kræfter på spil, men vi lod det ikke påvirke os. Vi brugte det som motivation, og situationen hjalp os til at holde fokus. Jeg påstår slet ikke, at Swansea havde noget med det at gøre, men måske var nogle over-ivrige Swansea-fans ude på at påvirke vores hotelbooking, siger Mark Hughes om den specielle optakt.

Se også: Højbjerg og co. tæt på redning i Premier League

Southampton blev pga. aflysningen nødt til at overnatte på det noget mindre luksuriøse Vale Resort, der ligger næsten 50 kilometer fra Liberty Stadium.

Men efter den livsvigtige sejr, der blev sikret på et mål af Manolo Gabbiadini 20 minutter før tid, har Southampton valgt at håndtere sagen meget humoristisk.

På Twitter har klubben nemlig postet en falsk anmeldelse af 'besøget' på Marriott og beskrevet, hvordan forretningsrejsen blev påvirket af den annullerede booking:

I anmeldelsen skriver Southampton blandt andet, at oplevelsen ikke ødelagde rejsen, da 'forretningsmødet var meget produktivt'.

Som et sidste nyrestød skriver Southampton, at man ikke planlægger at vende tilbage lige foreløbigt. Den kommentar kan meget vel tænkes at være rettet mod Swansea, der ser ud til at rykke ud af Premier League efter nederlaget til Højbjerg og co.

Læs mere om Premier League herunder:

Se også: Stor hæder til Eriksen efter spektakulær drømmekasse

Se også: Muligt chokskifte: Rooney meldes i seriøse forhandlinger

Se også: PL-profiler sviner holdkammerater: - De er sluppet af sted med mord

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere