Nyt drama: Kaos før topbrag

Liverpools spillerbus er blevet blokeret og punkteret af protesterende Manchester United-fans forud for aftenens udsatte topbrag

Foto: Molly Dalington/Ritzau Scanpix
Foto: Molly Dalington/Ritzau Scanpix

For to uger siden fik tusindevis af Manchester United fans aflyst og udskudt lokalopgøret mod Liverpool på Old Trafford som et led i en større demonstration mod klubbens ejere, Glazers-familien.

Torsdag aften skal kampen så afvikles, men det bliver endnu engang ikke uden drama og protester.

En Liverpool-bus er således blevet blokeret på vejen til Old Trafford, viser flere billeder på de sociale medier. Her har en række United-fans blokeret vejen med deres biler.

Foto: Molly Dalington/Ritzau Scanpix
Foto: Molly Dalington/Ritzau Scanpix
 

Ifølge Athletic-journalisten Daniel Taylor har de protesterende fans også punktereret bussens dæk.

Politiet er siden ankommet og har fået ryddet vejen, skriver selvsamme Daniel Taylor.

Det har været ventet, at Manchester United-fansene på ny ville vise deres utilfreds til aftenens kamp, og klubben har derfor også intensiveret sikkerheden massivt på Old Trafford torsdag.

Flere af hjemmeholdets spillere er også blevet set ankomme til stadion usædvanligt tidligt på dagen.

Ifølge blandt andre journalisten Laurie Whitwell befandt Liverpool-spillerne sig dog tilsyneladende ikke i bussen, der blev blokeret, og er siden ankommet til stadion i en sort bus.

Det skriver Athletic-journalisten på Twitter. Det samme gør David Hytner fra The Guardian.

Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix

Ifølge BBC er flere hundrede Manchester United-fans til stede udenfor Old Trafford, hvor de demonstrerer mod Glazer-familien, der ejer klubben.