- Jeg er ikke glad for situationen i Chelsea. Jeg tror, at træneren (Tuchel, red.) vælger at spille med et andet system, men jeg må ikke give op. Jeg må blive ved med at arbejde og være professionel.
Sådan sagde Chelseas belgiske stjerneangriber i et stort interview med Skysports Italia, hvor han gjorde det klart, at han gerne vil tilbage til Milano-klubben Inter i fremtiden.
Interviewet vakte stor opsigt og blev heftigt omtalt i medierne, hvor der blev spekuleret i, om Lukaku var færdig i Chelsea efter blot seks måneder.
Senest var angriberen droppet til truppen mod Liverpool, men nu har piben måske fået en anden lyd.
Ifølge flere engelske medier, heriblandt Talk Sport, havde Lukaku og Tuchel en længere samtale efter mandagens træningspas.
Samtalen med den tyske cheftræner skulle have været positiv, og der spekuleres allerede i, om Chelseas angriber til 860 millioner kan komme i spil til Carabao Cup semifinalen mod Tottenham onsdag aften.
Klubben kræver dog ifølge Daily Mail en undskyldning fra belgieren, og en eventuel straf kan også komme på tale.
Chelsea-direktør Marina Granovskaia og Chelsea-ejer Roman Abramovich vil efter sigende også have deres at sige i forhold til beslutningerne omkring Lukaku.
Hvis Lukaku er med mod Tottenham, skal han op mod den træner, han havde så meget succes under i Italien, nemlig Antonio Conte.
Den italienske Tottenham-træner blev også spurgt ind til situationen med Lukaku, men Conte havde ikke meget at tilføje.
- Ærlig talt, så vil jeg helst ikke snakke om Romelu Lukaku, fordi Romelu spiller for et andet hold nu. Jeg mener det er respektløst at snakke om ham og Chelsea.
Udover semifinalen mellem Chelsea og Tottenham tørner Arsenal og Liverpool også sammen i den anden semifinale.