Mykhailo Mudryk er ny mand i Chelsea.
Det bekræfter London-klubben på sin hjemmeside midt under Premier League-kampen mod Crystal Palace.
Den ukrainske komet har længe været rygtet til London, men på et døgn er destinationen gået fra at hedde Arsenal til Chelsea, og nu er sidstnævnte endeligt i mål med deres hijack.
Han har fået en kontrakt til sommeren 2031.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano, der lørdag meldte, at Chelsea ville kapre handlen, har Chelsea betalt Shakhtar Donetsk 745 millioner kroner for 22-årige Mudryk.
Efter millionbuddet, der skulle være Chelseas tredje, har det været op til Mykhailo Mudryk, hvor i London han ønskede at fortsætte karrieren.
Og her satte Chelsea alle sejl ind på at overbevise ukraineren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sky Sports har beskrevet, hvordan to Chelsea-bosser lørdag fløj til Antalya, hvor Shakhtar var på træningslejr, og personligt lukkede aftalen med både Shakhtar og Mudryk selv, inden de i privatfly fløj den ukrainske kantspiller til London.
På Chelseas Instagram-profil har klubben siden lørdag haft Mudryk tagget i deres biografi, ligesom adskillige opslag med opfordringer om, at folk skulle sende Mudryk deres kærlighed og begynde at følge ham på det sociale medie, er blevet postet på profilen.
Mykhailo Mudryk har spillet 44 kampe for Shakhtar. I disse står han noteret for 12 mål og 17 assists.