Officielt: Solskjær er permanent Manchester United-boss

Manchester United bekræfter, at Ole Gunnar Solskjær har fået en treårig kontrakt som manager for klubben

Er det den rigtige beslutning at gøre nordmandens kontrakt permanent? Producer: Martin Lorentsen

Ole Gunnar Solskjær fortsætter som manager for Manchester United i de kommende tre år.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Nordmanden overtog tøjlerne fra José Mourinho i december og har siden da leveret stærke resultater i både Premier League og Champions League.

- Siden han kom ind som midlertidig manager i december, har resultaterne, som Ole har leveret, talt for sig selv, siger Ed Woodward, der er administrerende direktør i Manchester United.

- Ud over præstationer og resultater bringer Ole masser af erfaring, både som spiller og træner. Og en iver efter at give unge spillere chancen og en dybere forståelse af klubbens kultur. Alt dette betyder, at han er den rette person til at bringe Manchester United fremad, lyder det fra direktøren.

Hovedpersonen selv er naturligvis også tilfreds med, at der er sat en stopper spekulationerne om hans fremtid.

- Fra første dag, jeg ankom, følte jeg mig hjemme i denne specielle klub. Det var en ære at være Manchester United-spiller og også at starte min trænerkarriere her.

- De sidste par måneder har været en fantastisk oplevelse, og jeg vil gerne takke alle trænere, spillere og personale for det arbejde, vi har gjort indtil videre, siger Ole Gunnar Solskjær, der har scoret et permanent drømmejob.

- Det er det job, jeg altid har drømt om, og jeg er mere end begejstret over at få chancen for at lede klubben på længere sigt og forhåbentlig levere fortsat succes, som vores fantastiske fans fortjener, siger han.

Manchester United har blot tabt en enkelt kamp i Premier League siden Ole Gunnar Solskjærs ankomst i december. Det var i sidste runde mod Arsenal.

Siden da har man ligeledes tabt til Wolverhampton i FA Cup'en, mens man er klar til kvartfinalen i Champions League mod Barcelona efter at have slået Paris Saint-Germain ud i ottendedelsfinalerne.

Artiklen fortsætter under billedet...

Solskjær blå bog

Manchester United har ansat Ole Gunnar Solskjær som permanent manager.

Her er en blå bog om den norske fodboldtræner:

* Navn: Ole Gunnar Solskjær.

* Født: 26. februar 1973 i Kristiansund (46 år).

* Nationalitet: Nordmand.

* Job: Manager i Manchester United.

* Tidligere klubber som træner: Manchester Uniteds reservehold, Molde, Cardiff og Clausenengens U19-hold.

* Tidligere klubber som spiller: Clausenengen, Molde og Manchester United.

* Kampe/mål for Manchester United: 366/126.

* Landskampe/mål for Norge: 67/23.

Trænermeritter:

* Norsk mester med Molde i 2011 og 2012.

* Norsk pokalmester med Molde i 2013.

Spillermeritter:

* Engelsk mester seks gange (1996/97, 1998/99, 1999/2000, 2000/01, 2002/03, 2006/07).

* FA Cup-vinder to gange (1999 og 2004).

* Champions League vinder en gang (1999)

Kilder: NTB og transfermarkt.de.

Af: Ritzau/Sport



Se også: Storklub afsløret: Sådan får de råd til stjernerne
Se også: Giganter i historisk billet-krig
Se også: Pogba vil beholde Solskjær: - Har givet os frihed

68 kommentarer
Vis kommentarer