Ondt blod: Iskold Mourinho med grov sviner til Chelsea-boss

Manchester Uniteds manager José Mourinho forsætter den barske ordkrig med den italienske Chelsea-boss Antonio Conte. Den kontroversielle portugiser river nu op i fortiden ved at referere til Contes påståede involvering i match-fixing tilbage i 2011

Foto: MARTIN RICKETT/AP
Foto: MARTIN RICKETT/AP

Ordkrigen raser i Premier League mellem de to kamphaner José Mourinho og Antonio Conte. Først sagde Manchester United-manageren, at han ikke havde behov for at ’opføre sig som en klovn på sidelinjen’ for at vise sin store lidenskab for klubben.

En udtalelse, som de engelske medier tolkede som et verbalt slangehug til Chelseas frontmand Antonio Conte, der som bekendt er velkendt for sine udskejelser i det tekniske område omkring trænerbænken.

Den italienske manager undrede sig en smule fredag over kritikken fra Mourinho og svarede prompte igen med en spydig kommentar og udtrykket ’demenza senile’.

- Jeg tror, at han skal se sig selv tidligere i karrieren, måske snakkede han om sig selv i fortiden. Sommetider glemmer nogen, hvad der er sket tidligere. Jeg ved ikke, hvad man kalder det. Demenza senile. Når man glemmer, hvad man har gjort tidligere, lød det rapt i replikken fra Antonio Conte.

Som et slangehug fra en cobra bed United-manager José Mourinho fra sig efter 2-0-sejren over Derby fredag i FA Cuppen. Foto: MARTIN RICKETT/AP
Som et slangehug fra en cobra bed United-manager José Mourinho fra sig efter 2-0-sejren over Derby fredag i FA Cuppen. Foto: MARTIN RICKETT/AP
 

Og selvfølgelig – fristes man til at sige – reagerede Mourinho senere fredag aften efter Uniteds pokalsejr over Derby med et voldsomt comeback. I virkeligheden skulle han have snakket om Jesse Lingards og Romelu Lukakus sene scoringer og sejrens sødme, men i stedet bed han på, da de engelske journalister spurgte ind til rivalens kække kommentar:

- Jeg bebrejder ham (Conte, red.) ikke for hans reaktion, ærlig talt, jeg bebrejder ham ikke. Jeg snakkede om mig selv. Om hvordan jeg ikke behøver at opføre mig som en klovn for at udvise min passion. Jeg kontrollerer mine følelser på en bedre måde.

- Men hvad der aldrig er sket for mig – og aldrig vil ske for mig – er at blive suspenderet for match-fixing, lød det fra United-manageren, der altså ifølge Daily Mail alligevel ikke kunne dy sig for at sende en grov stikpille tilbage lige i smasken på sin italienske konkurrent

Det var nemlig en lille, ondskabsfuld reference til dengang i 2011, hvor Conte blev involveret i en match-fixing-skandale, da han var træner for den italienske Serie B-klub Siena. Først blev han suspenderet i 10 måneder, som senere blev reduceret til fire, da han efterfølgende stod i spidsen for Juventus i 2012.

Den nuværende Chelsea-manager blev dengang beskyldt for ikke at forhindre aftalt spil under hans ophold i Siena. Anklageren krævede en dom på seks måneders fængsel og en kæmpe bøde, men beskyldningerne blev i maj sidste år droppet efter en retssag i Cremona og Contes navn renset.

- Jeg tror, at han skal se sig selv tidligere i karrieren, måske snakkede han om sig selv i fortiden. Sommetider glemmer nogen, hvad der er sket tidligere, fyrede Chelseas manager Antonio Conte igen efter Mourinhos udtalelser. Foto: Francisco Seco/AP
- Jeg tror, at han skal se sig selv tidligere i karrieren, måske snakkede han om sig selv i fortiden. Sommetider glemmer nogen, hvad der er sket tidligere, fyrede Chelseas manager Antonio Conte igen efter Mourinhos udtalelser. Foto: Francisco Seco/AP
 

Men Mourinhos kommentar om ’touchline etiquette’ blev taget ud af dens kontekst, mener den portugisiske United-manager. Og derfor har han under ingen omstændigheder behov for at have Conte til at minde ham om sin egen fortid:

- Jeg har ikke brug for en Chelsea-manager til at minde mig om mine fejltagelser fra fortiden. Og jeg vil sikkert stadig begå dem i fremtiden. Jeg er klar over, at jeg har fejret et mål ved at spurte 50 meter, og at jeg har jublet over en scoring ved at hoppe glidende ned på knæ. Jeg har fejret mål ved at hoppe ud mod tilskuerne.

- Det kan jeg ikke afvise, specielt ikke hvis vi scorer et sejrsmål i et ekstraordinært øjeblik, jeg er ikke fri for at have ’ude af kontrol’-reaktioner. Men jeg forsøgte blot at sige, at jeg har opført mig skidt et par enkelte gange, og i dag er jeg blevet bedre til at kontrollere mig selv. Meget bedre, siger United-manageren.

Mourinho blev fyret i Chelsea tilbage i december 2015, hvor London-klubben i den sæson skuffende endte som nummer ti. Siden overtog Conte roret i Chelsea og førte i sin første sæson klubben til det engelske mesterskab i 2017.

Se også: Verdens bedst betalte var for fed til at spille: Nu rejser han hjem

Se også: Verdens dyreste blev matchvinder i drømmedebut

Se også: Chelsea henter skadet midtbanespiller i Everton

Se også: Wenger får karantæne og kæmpe bøde efter dommer-skænderi

Se også: Premier League-spiller risikerer straf for vold

13 kommentarer
Vis kommentarer