Optimistisk Eriksen: Der er noget specielt på vej

Tottenham har endnu ikke købt nye spillere til truppen forud for den kommende sæson i Premier League

Tottenhams danske midtbanespiller, Christian Eriksen, mener ikke, at det er nødvendigt for klubben at købe nye spillere for at konkurrere om det engelske mesterskab.

- Jeg tror ikke, at man er nødt til at bruge penge for at vinde noget, siger den 25-årige dansker ifølge AFP.

- Det er kun (Kyle, red.) Walker, der har forladt vores hold, og vi ved, hvad vi gjorde i sidste sæson, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle være i stand til forhåbentligt at gøre det endnu bedre i denne sæson.

Forsvarsspilleren Kyle Walker skiftede i sommerens transfervindue til Manchester City fra Tottenham.

Og mens Tottenhams konkurrenter til Premier League-titlen har brugt hundredvis af millioner på nye spillere, så er der endnu ingen nye ansigter i Tottenham.

Men danskeren har koldt vand i blodet og mener ikke, at det er nødvendigt at købe dyre spillere.

- Det er åbenbart en engelsk ting, at man skal bruge penge for at vinde noget, siger Eriksen.

Tottenham sluttede som nummer to i Premier League i den seneste sæson, og danskeren ser lyst på den kommende sæson for London-klubben.

- Holdet er meget ungt og alle har en lang kontrakt. Ingen er nødsaget til at skifte klub, for de er glade for at være i klubben, siger han.

- Alle ved, at vi har været tæt på (at vinde mesterskabet, red.) de seneste to sæsoner, så der er noget under opsejling.

- Tottenham er i en heldig situation. Vi føler, at der er noget specielt på vej.

Christian Eriksen kom til Tottenham fra Ajax i 2013. Han har spillet 179 kampe for klubben, lavet 42 mål og leveret 56 målgivende afleveringer.

Tottenham er i disse dage på træningstur i USA forud for den kommende sæson.

Premier League Ny træner sender PL-stjerne i skammekrogen

11 kommentarer
Vis kommentarer