Over 100 millioner kroner: Dansker bag nyt kæmpe-skifte

Den danske agent Mikkel Beck er på vej med en handel mellem to af Europas store klubber, og prisen bliver et tre-cifret millionbeløb

Lucas Digne ved siden af Zlatan Ibrahimovic er eftertragtet i flere af de store ligaer - og agenten er dansk (Foto: AP)
Lucas Digne ved siden af Zlatan Ibrahimovic er eftertragtet i flere af de store ligaer - og agenten er dansk (Foto: AP)

Mikkel Beck var i midten af 90'erne Danmarks farligste angriber, og det blev til tre mål i 19 landskampe samt deltagelse ved EM i 1996 og 2000.

Efter karrierestoppet i 2002 i AaB kastede han sig over agent-branchen, og selvom han dumpede sin første agent-eksamen i 2004, så har danskeren med det ukendte mellemnavn 'Venge' opnået voldsom succes i agent-jobbet.

I starten havde han et navn som Viborgs Mehdi Guerrouad i stalden, men hurtigt fik han indledt et samarbejde med Simon Kjær, som han i 2007 havde med i selveste Real Madrid.

Siden er det kun gået fremad for den Aarhus-fødte Kolding-dreng med karrierestart i fynske B1909 og udlandsophold i Tyskland, England og ikke mindst franske Lille, som han siden har arbejdet tæt sammen med som agent.

I disse dage svømmer franske og engelske medier så over med historien om, at Mikkel Becks 22-årige franske venstre back Lucas Digne er så godt som klar til et skifte fra gigantiske Paris SG til Liverpool.

- Det er ikke den eneste klub, der viser interesse, siger Mikkel Beck til Ekstra Bladet.

- Så jeg har en rimelig god fornemmelse for, at der sker noget, siger Beck.

Lucas Digne ved siden af Zlatan Ibrahimovic er på vej væk fra PSG - en dansker står bag (Foto: AP)
Lucas Digne ved siden af Zlatan Ibrahimovic er på vej væk fra PSG - en dansker står bag (Foto: AP)
 

Se også: Advarer Eriksen mod farligt PSG-skifte

Kan du bekræfte, at det er tæt på et skifte til Liverpool?

- Jeg kan ikke udtale mig om klubbernes navne, men der er interesse fra flere de helt store. Vi må se, om det bliver til noget i sidste ende, men det er det, der bliver arbejdet på, siger Beck.

Det forlyder hos flere franske medier, at Lucas Dignes agent - altså Mikkel Beck - har fået lov af Paris SG til at tale med Liverpool, men helt så langt er man ikke endnu.

- Det passer ikke. De har ikke givet mig lov til at tale med Liverpool, siger Beck, der gerne slår fast, at der bliver tale om et dyrt skifte til et tre-cifret millionbeløb, hvis det lykkes den tidligere Lille-spiller at komme til en ny klub.

- Ja, i danske kroner bliver det et tre-cifret millionbeløb, for Lucas Digne er et stort navn stadigvæk, siger Beck.

- Hvad den helt præcise pris bliver, er jo svært at sige, men han spiller i en af verdens største klubber, og så har det en pris, siger Beck.

Er det kun klubber fra Premier League, der viser interesse?

- Nej, der er også interesse fra klubber i andre af de store ligaer, siger Beck.

Mikkel Beck i sit job som agent sammen med Martin Dahlin (foto: Ole Frederiksen)
Mikkel Beck i sit job som agent sammen med Martin Dahlin (foto: Ole Frederiksen)
 

Se også: Efter 26 operationer: Så vildt ser Premier League-ben ud i dag

Den lokale avis i Paris Le Parisien skriver, at Lucas Digne med 72 U-landskampe og otte A-landskampe på cv'et har hele sit hoved og en halv fod i Liverpool allerede, og han skulle have fortalt PSG, at han gerne vil væk.

- At han gerne vil væk, er jo ikke noget, vi vil mane til jorden. Lucas er ikke 100 procent tilfreds med situationen i Paris, og vi har gjort opmærksom på, at han vil videre, siger Beck.

- Det er så ikke ens betydende med, at han skifter, for der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, men det betyder, at der skal laves et arbejde fra min side, og så må vi se, hvor det ender, siger Beck.

Går skiftet igennem bliver der tale om en af danskerens største handler, men ikke nødvendigvis den største.

- Nu har jeg jo heldigvis allerede lavet mange store handler i min karriere som agent, men det kan blive en af de største, siger Beck og henviser igen til, at man spilleren altså ikke er skiftet endnu.

Altid moderigtige Mikkel Beck samlede sidste år tøj ind til fodboldskole i Ghana (Foto: Henrik Kastenskov)
Altid moderigtige Mikkel Beck samlede sidste år tøj ind til fodboldskole i Ghana (Foto: Henrik Kastenskov)
 

Se også: Nattens udvikling: I Paris elsker de allerede United-stjerne

Sommerferie er der i hvert fald ikke endnu, for der venter en travl august.

- Jeg er hele tiden gang i research og kommunikation med klubber og spillere. Det gælder om at være proaktiv i denne periode, siger Beck.

- Men jeg er jo heldig, for hvis jeg allerede havde ferie, så var det jo, fordi jeg enten havde afsat alle mine spillere, eller ikke havde nogen, der var interessante nok. Så det er udtryk for, at mine spillere er interessante, og at jeg har gode kontakter, siger Beck.

Mikkel Beck har denne sommer allerede fundet ny klub til flere af sine spillere - deriblandt Simon Kjær. Han regner dog fortsat med at have tre-fire spillere, der kan skifte klub inden transfervinduets lukning 31. august.

Mikkel Beck i AaB-trøjen (Foto: Erik Kragh)
Mikkel Beck i AaB-trøjen (Foto: Erik Kragh)

Mød PSG-stjernen Lucas Digne i dette portræt:

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere