Overtændt PL-angriber! Tæt på to udvisninger på 83 sekunder

Newcastles serbiske nyindkøb Aleksandar Mitrovic fik for anden uge i træk en advarsel kort tid efter sin indskiftning. Og for anden gang kunne kortet godt have haft en anden farve

Man må i den grad sige, at Aleksandar Mitrovic er stemplet ind i Premier League. Bogstavligt talt.

Den nye Newcastle-spiller, der kostede klubben små 140 millioner kroner, har skabt overskrifter i de engelske medier på trods af, at det kun er blevet til mindre end 20 minutter på banen i de to første kampe i sæsonen.

Den 20-årige angriber har nemlig ved begge sine indskiftninger været alt for overgearet i sit spil, og det har resulteret i to advarsler for serberen. Men ved begge tilfælde kunne kortet sagtens have haft en anden farve.

Det indrømmede Mitrovic' manager Steve McClaren i sidste uge, da den tidligere Anderlecht-spiller efter blot 17 sekunder på grønsværen pløjede sin modstander ned.

- Vi var meget heldige med, at han ikke fik en udvisning ved den situation. Og jeg ville ikke have kritiseret dommeren, hvis han havde give ham det røde kort. Men sådan er han, Mitrovic, udtalte McClaren efter sidste rundes opgør mod Southampton.

TV: Gense episoden med Mitrovics vilde tackling i artiklen herunder

Se også: Til rødt! Dyrt PL-indkøb slagter modspiller efter 17 sekunder

Og denne weekend var Mitrovic på spil igen, da Newcastle mødte Swansea på udebane.

Angriberen havde blot været på banen i 66 sekunder, før han løftede begge ben og sprang ind i en tackling på Swanseas Neil Taylor. Endnu engang slap Mitrovic dog med en advarsel, selvom en udvisning ikke havde været helt misvisende.

Se den hårde Mitrovic-tackling i videoen øverst i artiklen

Newcastles manager udtalte da også efter opgøret, at angriberen skal lære at tøjle sit temperament, selvom aggressiviteten er en del af hans spil.

- Jeg har arbejdet med mange af disse type spillere gennem min karriere, og vi skal ikke prøve at ændre på dem. Se Diego Costa for eksempel, det er det samme med ham. Du vil tage 50 procent af hans spil væk, hvis du gør det. Man skal lære af leve med dem, siger McClaren ifølge Goal og tilføjer:

- Han viser bare sin entusiasme og viljen til at vinde. Men han skal lære at tøjle temperamentet og være smart i disse situationer med modstanderne og dommeren. Der er ingen grund til at vurdere, hvorfor han gjorde, som han gjorde i de to kampe. Han skal lære det med tiden, siger han.

Udover at være en hidsig spiller er Mitrovic også kendt for at fejre sine scoringer på en meget speciel måde - nogen vilde kalde den vulgær ...

Du kan se hans jubelscene fra en Anderlecht-kamp i videoen herunder, da hans scorede mod Dortmund i Champions League.

5 kommentarer
Vis kommentarer