På vej væk? Hjemlandet kalder på Leicesters succesmager

Claudio Ranieri er blevet 'hot' i hjemlandet Italien efter sin mester-sæson med Leicester

glade reaktioner fra fans, aviser med videre, da Leicester vandt!

Riyad Mahrez, Jamie Vardy, N'Golo Kanté. Leicesters vel nok tre største profiler i den snart overståede vanvidssæson, der sikrede klubben et sensationelt, engelsk mesterskab.

Ovenpå trioens fantastiske sæson, der for alles vedkommende resulterede i en plads på årets hold i England, spekuleres der nu ivrigt i, om de nyslåede engelske mestre kan holde på deres super-stjerner.

De har alle været vigtige brikker i Leicesters overraskende sæson, men en måske endnu vigtigere mand har været klubbens manager, Claudio Ranieri. Italieneren er blevet behørigt hyldet for sine mirakelpræstationer med klubben, og blev det senest i går ved en ceremoni i Italien.

Midt i euforien begynder historierne om den 64-åriges fremtid også at komme. For måske er det ham, der bliver den første, der forlader succesklubben i England, snarere end den ovennævnte trio.

Se også: Leicesters festforestilling: Sejrede med maner

For Italien står uden landstræner efter EM, når den nuværende landstræner Antonio Conte stopper for at tiltræde som manager i Chelsea.

Og med den sæson, Ranieri har haft, kan han meget vel ligge lunt i svinget til det snart ledige landstrænerjob. Og skulle han få tilbuddet, så vil han næppe afvise. Det fortæller manageren selv til Gazzetta Dello Sport.

- Jeg indrømmer, at jeg var nysgerrig efter at blive landstræner, men min oplevelse med Grækenland, (hvor han blev ansat og fyret samme år, red.) var nok, siger Ranieri.

- Men selvfølgelig vil det at stå i spidsen for Italien være noget andet. Det vil jeg aldrig udelukke, og det vil jeg rigtig gerne. Og Leicester spiller jo også i blå trøjer ligesom 'Azzuri' (Italiens landsholds kælenavn, red.).

Se også: Leicester-manager: Stjerner, nej tak

At Ranieris store ønske går i opfyldelse på et tidspunkt, virker ikke urealistisk.

- Jeg håber, at Ranieri kan vinde verdensmesterskabet med Italien. Det vil være det bedste. Jeg snakker på et abstrakt plan og ikke nødvendigvis om det næste VM. Claudio er stadig ung og har tiden på sin side, sagde præsidenten for Italiens fodboldforbund Carlo Tavecchio ved gårsdagens prisoverrækkelse, hvor Ranieri blev kåret som årets træner og hyldet i hjemlandet, da han modtog Enzo Bearzot-prisen opkaldt efter manden, der førte Italien til verdensmesterskabet i 1982.

Tavecchio ville dog ikke afsløre, om fodboldforbundet har overvejet Ranieri til det ledige trænerjob allerede nu.

- Om vi har tænkt på ham som erstatning for Conte? Det er ham, der burde tænke på os. Vi tænker mange forskellige ting for tiden, men dem i hans andet sportslige hjemland ønsker ham al tænkelig succes.

Ranieri tiltrådte i Leicester i starten af sæsonen.

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere