Palace tog svær udesejr

Crystal Palace var undertippede i søndagens udekamp mod Watford, men tog en 0-1 sejr med hjem i Premier League-opgøret

Watford har fået en flot start på Premier League-sæsonen. Søndag kunne holdet spille sig op i top syv med sejr hjemme over Crystal Palace, der havde tabt de to seneste kampe. På en svær udebane overraskede Palace dog, og tog efter straffespark alle tre points med sejr på 0-1.

Første halvleg blev dog ikke det store højdepunkt. Bedste tilbud tilfaldt den tidligere FC København-spiller Brede Hangeland, der pludselig stod meget fri i feltet. Trods fornemt oplæg fra Yohan Cabaye headede nordmanden dog lige på Gomes i målet, og dermed måtte gæsterne ærgerlige gå til pause med 0-0 på tavlen.

Se også: Comeback-Eriksen bag Tottenham-sejr

I anden halvleg satte Watford sig mere på tingene. Jurado var millimeter fra at banke værterne foran på smukkeste vis, da han sendte sit direkte frispark på overliggeren. Kort efter led Gayle samme skæbne i den anden ende, da han testede træværket med et drøn udefra.

Crystal Palace havde dog heldet med sig tyve minutter før tid. Wilfried Zaha blev slagtet i feltet, og fra 11 meter skulle Yohan Cabaye forsøge at bringe gæsterne foran. Det lykkedes med et resolut spark, og scoringen tog gnisten ud af Watford, der ikke for alvor kom tæt på.

Med sejren kravler Palace op på sjettepladsen, mens Watford må finde sig i at blive i den nederste halvdel af PL-tabellen.

0 kommentarer
Vis kommentarer