Premier League aflyser stor kamp grundet coronavirus

Græsk klubejer er smittet med coronavirus, og det fører til aflysning af Manchester City mod Arsenal onsdag

Manchester Citys kamp mod Arsenal er aflyst. Foto: OLI SCARFF/Ritzau Scanpix
Manchester Citys kamp mod Arsenal er aflyst. Foto: OLI SCARFF/Ritzau Scanpix

Onsdagens Premier League-kamp mellem Manchester City og Arsenal er udskudt som følge af coronavirusudbruddet.

Det oplyser Premier League i en meddelelse på sin hjemmeside natten til onsdag.

Det er første gang, at en kamp i den bedste engelske fodboldrække bliver aflyst på grund af virusudbruddet.

Aflysningen skal ses som en 'forebyggende foranstaltning', efter at det tirsdag blev meddelt, at ejeren af den græske klub Olympiakos, Evangelos Marinakis, er smittet med virusset.

Arsenal spillede for knap to uger siden mod den græske klub i Europa League på London-klubbens hjemmebane, og efter kampen hilste adskillige af Arsenals spillere og ansatte på Evangelos Marinakis.

De personer, som var i kontakt med Marinakis, er sat i hjemmekarantæne. Det oplyser Arsenal i en meddelelse ifølge AFP.

- Vi følger nøje regeringens retningslinjer, der anbefaler, at enhver, som kommer i tæt kontakt med nogen, der har virusset, bør isolere sig selv hjemme i 14 dage fra den seneste gang, de havde kontakt, skriver klubben.

- Som en konsekvens er spillerne ikke til rådighed til aftenens (onsdag, red.) kamp, hedder det videre.

Efter at have rådført sig med læger mener begge klubber, at det er nødvendigt at udskyde deres opgør. Det sker for at få tid til at tage bestik af hele situationen, fremgår det af meddelelsen.

Premier League oplyser, at der i øjeblikket ikke er planer om at udskyde andre kampe.

Evangelos Marinakis er også ejer af Nottingham Forest, der spiller i den næstbedste række i England.

Storbritannien er blandt de omkring 100 lande, som har registreret smittetilfælde af det nye coronavirus. Tirsdag steg antallet af smittetilfælde fra 54 til 373 i landet. Desuden døde en sjette person af virusset, skriver BBC.

Det seneste dødsoffer var en mand i begyndelsen af 80'erne, som havde 'underliggende' problemer med sit helbred. I alt er over 26.000 personer i Storbritannien blevet testet for at bære rundt på virusset.

Der er endnu ikke fastsat en ny dato for kampen mellem Manchester City og Arsenal.

6 kommentarer
Vis kommentarer