Espírito Santo fik Wolverhampton Wanderers tilbage i Premier League efter seks års fravær, men det er ikke det eneste mål for klubbens ejere. De vil nemlig vinde Premier League.
Fosun International, som ejer fodboldklubben Wolverhampton Wanderers FC, har ambitiøse mål for klubben, som allerede gør sig gældende fra denne sæson.
De vil nemlig som minimum have en top-ti placering i denne sæson, have plads i Champions League i de kommende sæsoner, og så skal det hele ende ud i, at de vinder Premier League inden for de næste 7 sæsoner. Det skriver The Times.
Mange indkøb
Wolverhampton har haft et stærkt transfervindue, hvor de har hentet en masse nye profiler til holdet, og der er ikke blevet sparet på dem. De har blandt andre hentet Rui Patricio i Sporting, som kommer til at forstærke deres målmandspost gevaldigt.
Samlet set har de ifølge The Times handlet for 70 millioner pund.
Generelt har de engelske oprykkere i år til sammen handlet for langt flere penge, end nogen af oprykkerne i de andre store europæiske ligaer, hvor tranfervinduerne dog fortsat er åbne.
Ambitionerne om at blive i den bedste engelske række er tydelige, og Wolverhampton står ikke alene her.
Premier League-sæsonen startede fredag aften, og Wolverhampton skal allerede i aktion lørdag kl. 18:30, hvor de møder Everton.
Har spillet nul kampe: Superliga-teenager skifter til Premier League