Rekordkøb i mystisk forsvinden: Forventer ikke at finde nogen i live

Emiliano Sala var ombord på det fly, der forsvandt på vej over Den Engelske Kanal, bekræfter myndigheder. Man forventer ikke at finde nogen overlevende fra den formodede flyulykke

Efter pragtpræstationer i franske Nantes var Emiliano Sala på vej til Cardiff, inden han forsvandt sammen med et mindre fly over Den Engelske Kanal mandag. Video: AP/SNTV

Premier League-klubben Cardiffs rekordindkøb, argentineren Emiliano Sala, var ombord på det mindre fly, der mandag forsvandt på vej over Den Engelske Kanal.

Det bekræfter de franske luftfartsmyndigheder ifølge Skysports.

Flyet var på vej fra Nantes til Cardiff, da det pludselig forsvandt på myndighedernes radar cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey. Ud over piloten var der kun en passager om bord på flyet.

Politiet på Guernsey nær Frankrigs kyst sendte helikoptere og redningsbåde ud for at søge efter flyet, men måtte indstille jagten uden succes på grund af dårligt vejr.

Eftersøgningen blev genoptaget tirsdag uden held.

28-årige Sala blev i lørdags købt fri af Nantes for et beløb svarende til cirka 127 millioner kroner. Han underskrev en tre og et halvt år lang kontrakt med Cardiff, hvilket gjorde Sala til den walisiske klubs dyreste indkøb til dato.

Premier League-klubben fra Wales udtrykte tidligere tirsdag bekymring for Emiliano Salas tilstand.

- Vi er meget bekymrede over at høre de seneste nyheder om, at et fly er forsvundet i Den Engelske Kanal i nat. Vi venter en bekræftelse, før vi kan sige yderligere.

- Men lige nu er vi meget bekymrede for Emiliano Salas sikkerhed, siger Cardiff-formand Mehmet Dalman.

En official, der arbejder på sagen om det forsvundne fly, kommer med en nedslående melding om den formodede ulykke.

- Jeg forventer ikke at finde nogen i live. Det tror jeg heller ikke, kystvagten gør. Vi ved bare ikke, hvordan det (flyet, red.) er forsvundet, siger chefen for Channel Islands Airsearch-eftersøgning, John Fitzgerald til AP.

Flyvet forsvandt bare fuldstændigt. Der var ikke nogen kommunikation over radioen, lyder det fra Fitzgerald

Inden skiftet til Cardiff scorede Sala 12 mål i denne sæson i Ligue 1. Det rækker aktuelt til en delt femteplads på ligaens topscorerliste.

Se også: Rekord-indkøb ombord på forsvundet fly

Se også: Sidder fast på bænken – og Chelsea vil ikke slippe ham

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere