Torsdag aften blev en belgisk bombe leveret til offentligheden.
Chelseas tilbagevendende angriber Romelu Lukaku tog bladet fra munden og revsede sin tyske cheftræner Thomas Tuchel i et interview med Sky Sports Italia.
Angriberen er nemlig ikke en glad mand i London, og ligeledes er han utilfreds med Tuchels system.
Den tyske træner har haft natten til at tygge på Lukakus kommentarer, og nu sætter han ord på det opsigtvækkende interview.
- Selvfølgelig kan vi ikke lide det. Det bringer støj, som vi ikke har brug for, og det er ikke nyttigt, svarer Tuchel ifølge Daily Mail.
I samme interview fortalte Lukaku, at han savner Inter - som han forlod i sommer for at skifte til Chelsea - og belgieren slog også fast, at han vil tilbage til Milano. Landsholdsspilleren nyder nemlig ikke sit nuværende ophold, hvilket Tuchel ikke forstår.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg føler ikke, at han (Lukaku, red.) er ulykkelig. Jeg føler det stik modsatte, hvis du spørger mig.
Ligeledes fortæller Tuchel ifølge selvsamme medie, at klubben vil tage en snak med den utilfredse belgier.
- Vi vil sidde sammen med ham bag lukkede døre og være åbne.
Romelu Lukaku forlod Inter i sommer, hvor han vandt Scudettoen (det italienske mesterskab). I samme interview undskylder han for måden, han tog afsked med San Siro og Inter-fansene på.
Den 28-årige angriber slog også fast, at han altid vil have Inter i sit hjerte og håber på at spille for Milano-klubben igen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------