- Han sagde, at han ikke vidste hvorfor. Derfor skulle jeg lige være sikker på, at det ikke var hans tvillingebror, jeg havde talt med, for jeg har været meget klar i mælet.
- Kommunikationen har hele tiden været der, så jeg var overrasket.
Ordene kommer fra Brendan Rodgers, Jannik Vestergaards træner i fodboldklubben Leicester City, på et pressemøde torsdag.
Det skriver mediet Leicester Mercury.
Og de falder, efter at det tidligere torsdag kom frem, at Vestergaard er blevet smidt af holdet og nu træner alene i den engelske fodboldklub, hvor han ikke har fået ét eneste minut på banen i Premier League-sæsonen.
Det er oplysninger, som det britiske medie Daily Mail først beskrev, og som Ekstra Bladet også har fået bekræftet.
Kritisk EB-interview
Den danske forsvarsklippe har længe været ude i kulden i Premier League-klubben.
I sidste uge tog han så bladet fra munden i et interview med Ekstra Bladet, hvor han langede hårdt ud efter Brendan Rodgers.
- Brendan Rodgers og klubben vidste præcis, hvilken spiller de købte med både mine stærke og svage sider. Det er svært at forstå, at jeg så fra det ene øjeblik til det andet pludselig ikke kan bruges. Det føles da mærkeligt, må jeg indrømme, sagde den 30-årige forsvarsspiller blandt andet.
Jannik Vestergaard har kontrakt med Leicester City indtil 2024, men med de nye spændinger mellem ham og Rodgers, er der altså intet, der tyder på, at danskeren er kommet tættere på spilletid i klubben.
Erik Sviatchenko var bødekasse-præsident i FC Midtjylland. Hør ham fortælle, hvad der giver den største bøde, og hvordan han får sine holdkammerater til at spytte mere i kassen i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app