Romelu Lukaku skifter til Chelsea

Chelsea har offentliggjort, at de har købt den belgiske angriber Romelu Lukaku

Romelu Lukaku vender hjem til sin gamle klub Chelsea. Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Romelu Lukaku vender hjem til sin gamle klub Chelsea. Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix

28-årige Romelu Lukaku skifter fra Inter til de forsvarende Champions League-mestre, Chelsea.

Det bekræfter Chelsea på klubbens hjemmeside, hvor det også står, at belgieren har skrevet under på en femårig kontrakt.

Ifølge flere engelske medier har Chelsea betalte 855 millioner kroner for Lukaku.

Med skiftet til Chelsea sætter Romelu Lukaku alletiders rekord for samlede transfersummer. I alt er den belgiske angriber blevet handlet for en samlet sum på 2,4 milliarder danske kroner gennem karrieren.

Romelu Lukaku, der spillede for Chelsea fra 2011 til 2014, fortæller, at han er glad for at vende tilbage til London-klubben.

- Det forhold, jeg har til denne klub, betyder så meget for mig. Jeg har støttet Chelsea, siden jeg var barn, og nu er jeg tilbage for at prøve at hjælpe dem med at vinde flere titler, siger Lukaku til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg tror, at denne mulighed kommer på det rette tidspunkt, og forhåbentlig kan vi få en masse succes sammen.

Den belgiske angriber var en stor del af Inters mesterskabshold seneste sæson, hvor Lukaku stod for hele 24 mål i Serie A. Tidligere har Romelu Lukaku også spillet for Everton og Manchester United.

Romelu Lukaku skifter til Chelsea

Eksperterne er begejstrede for Romelu Lukaku: Han er bare god