Rooney blændet af laser - brændte straffespark

TV-billeder ser ud til at dokumentere, at Manchester Uniteds anfører blev generet med laserstråle under sit tilløb til det første forsøg i straffesparkskonkurrence

Som anfører trådte han frem for at tage ansvar med det første spark i straffesparkskonkurrencen mod Middlesbrough i Capital One Cup. Og brændte.

Nu ser det ud til, at der var andet, der brændte i den situation. Nemlig en grøn laser-stråle i Wayne Rooneys venstre boldøje under hans tilløb.

TV-billeder fra Sky Sport ser i alt fald ud til at dokumentere, at en fjendtlig fan fra den endetribune, foran hvilken sparkene skulle afvikles, og hvor gæsternes tilhængere var placeret, rettede sin laserstråle mod netop Manchester Uniteds forward.

Se også: Manchester United skuffer fælt i pokalen

Også Michael Carrick og Ashley Young misbrugte fra pletten, men hvorvidt de også var laser-ofre fremgår endnu ikke efter kampen, hvor United storskuffede med 0-0 efter forlænget spilletid på hjemmebane.

Wayne Rooney har ikke nævnt episoden i nogen interviews efter kampen, men i følge BBC er det engelske fodboldforbund, F.A., nu gået ind i sagen.

Det er ikke første gang, at fodboldspillere er forsøgt generet med den grønne stråle, som desuden skulle være skadelig for øjet.

Et af de mere kendte tilfælde indtraf under det seneste VM i Brasilien i kampen mellem Rusland og Algeriet. Førstnævntes træner Fabio Capello sagde efter kampen, at hans målmand Igor Akinfeev var blevet blændet, da han sprang op til et indlæg, som han missede, hvorefter modstanderne scorede.

Også under en VM-kamp mellem Nigeria og Argentina i Sydafrika fire år tidligere, følte flere sydamerikanske spillere sig generet af stråler.

Se også: Van Gaal erkender scoringsproblem i Manchester United

Også den daværende United-stjerne Cristiano Ronaldo blev i 2008 generet under en Champions League kamp mod Lyon.

39 kommentarer
Vis kommentarer