Rooneys rekordmål redder United i overtiden

Wayne Rooney er Manchester Uniteds mest scorende spiller nogensinde efter frisparksscoring mod Stoke

Wayne Rooney scorede sit mål nummer 250 for Manchester United på et fantastisk frispark. Foto: All Over Press
Wayne Rooney scorede sit mål nummer 250 for Manchester United på et fantastisk frispark. Foto: All Over Press

Manchester United balancerede mere end tæt på randen af nederlag til Stoke, men så svang Wayne Rooney hammeren i overtiden.

I kampens 94. minut gjorde Rooney sig udødelig i Uniteds historie, da han på et fremragende direkte frispark sparkede bolden i mål og udlignede til slutresultatet 1-1.

Dermed har Wayne Rooney scoret 250 gange for klubben, og han er Uniteds mest scorende spiller nogensinde. Sir Bobby Charlton har scoret 249 gange.

- Det betyder utroligt meget. Det er en stor ære, og jeg er meget stolt. Det er i øjeblikket svært at være superglad på grund af resultatet, men i det store billede, er det en stor ære.

- Det var ikke noget, jeg tænkte på, dengang jeg kom til klubben. Som jeg sagde før, er jeg stolt, og jeg håber, der kommer flere endnu, sagde Rooney efter kampen.

Resultatet betyder, at Manchester United fortsat ikke har tabt i ligaen længe, men det ene point var også to tabte point i jagten på top-4 i Premier League.

United har 41 point på sjettepladsen før Chelsea, Tottenham, Arsenal og Manchester City har været i kamp i runden.

Manchester United kom ikke til mange chancer i de første 25 minutter, men til gengæld hjalp man Stoke til at bringe sig foran.

Marko Arnautovic modtog bolden i venstre side og spillede den skråt bagud til Joe Allen, der i det lille felt sendte bolden videre fladt ind. Her var Juan Mata uheldig at sende den i eget net til Stoke-føring på 1-0.

Se uheldige Mata herunder:

Det var spanierens første selvmål i seniorkarrieren, og efter 31 minutter burde han havde udlignet efter et fornemt oplæg fra Zlatan Ibrahimovic, men spanieren misbrugte den enorme chance fra tæt hold.

Resten af halvlegen bød på et United-pres mod hjemmeholdets mål, hvor både Ibrahimovic, Marouane Fellaini, Henrikh Mkhitaryan og Paul Pogba stemplede ind og var med i nogle store chancer.

Gæsterne var på jagt efter scoringer i anden halvleg og fortsatte med at dominere opgøret.

Marcus Rashford erstattede Fellaini 12 minutter efter pausen, og opgøret var hektisk efter en time med flere appeller fra United-spillerne til dommeren.

Wayne Rooney erstattede Mata, og Xherdan Shaqiri forsøgte sig kort efter for Stoke.

Rooney kombinerede med Paul Pogba, som tog chancen langt ude fra med 13 minutter igen, men forsøget gik langt forbi målet.

United lagde et tungt pres mod Stoke-keeper Lee Grants mål, og Jesse Lingard hamrede bolden på overliggeren tre minutter før tid, før Wayne Rooney tog sagen i egne fødder og scorede sit historiske mål.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere