Runder skarpt hjørne: Er Wayne Rooney færdig på toppen?

Den formsvage Manchester United-kaptajn rundede lørdag 30 år. Nu skal han bevise, at han fortsat kan skrive nye sider til historien, så han ikke udelukkende bliver husket for det, han allerede har præsteret

Den nu 30-årige Wayne Rooney har skuffet i denne sæson og skal nu vise, at han fortsat kan bidrage for Manchester United (Foto: AP)
Den nu 30-årige Wayne Rooney har skuffet i denne sæson og skal nu vise, at han fortsat kan bidrage for Manchester United (Foto: AP)

Da Wayne Rooney tilbage i forrige årtusinde var knægt i Liverpool-forstaden Croxteth, var hans store helt Mike Tyson.

Det er det stadig, og på nettet et sted ligger et billede af en næsten starstruck Rooney sammen med sit store idol.

Wayne Rooney var selv en talentfuld ung bokser, men nogen Tyson var han ikke. Det skulle da lige være fodboldens Tyson.

For begge brød de igennem som teenagere. Mike Tyson var kun lige blevet 20, da han blev alle tiders yngste sværvægtsverdensmester. 

Potentialet var enormt, men det lykkedes aldrig Iron Mike at fjerne Muhammad Ali fra tronen som The Greatest. 

Da Tyson var 30, var auraen væk. Det samme var hurtigheden, frækheden og aggressiviteten. Mike Tyson var ikke længere Mike Tyson.

Rooney har før givet grund til Tyson-sammenligningen. Men er den engelske hardhitter fanget i karrierens ringhjørne nu?

Han havde været for god, for ung og kunne ikke leve op til de nærmest umulige standarder, han havde sat for sig selv. Karrieren fadede ud, og han sluttede som et 38-årigt konkursramt ringvrag i 2005. 

Så galt går det næppe Wayne Rooney, men sammenligningen med barndomshelten er alligevel relevant for Manchester United-anføreren, der i går rundede et skarpt hjørne. 

30 år er Wayne Rooney nu og kan se tilbage på en karriere, der startede nøjagtig som Tysons. Med masser af fart og store løfter.

Se også: Låner ud til højre og venstre: Så mange har Mourinho sendt af sted

Rooney var engelsk fodbolds golden boy, da han som 16-årig bragede ind i Premier League med en scoring mod dengang næsten uovervindelige Arsenal. 

Han blev fodboldverdenens dyreste teenager, da Manchester United i 2004 købte ham for 282 mio. kr. i Everton, og han scorede hattrick for De Røde Djævle i debuten mod Fenerbahce. Velkommen til Drømmenes Teater ...

Englænderne drømte om, at de nu skulle ha’ verdens bedste fodboldspiller, og da Rooney var i starten og midten af 20’erne, var der perioder, hvor det så ud til, at han skulle kæmpe med Cristiano Ronaldo om at blive bedst i Manchester United – og med Lionel Messi om at blive bedst i verden.


Så god var han. Wayne Rooney slog rekorder og skrev sig ind i historiebøgerne. Det gør han sådan set stadigvæk og vil formentlig allerede i denne sæson blive den mest scorende Manchester United-spiller i historien.

Alligevel er spørgsmålet nu, om ikke Wayne Rooneys primære bidrag til historien kommer til at bestå i de sider, der allerede er skrevet.

I hvert fald bliver han aldrig nævnt i samme åndedrag som Ronaldo og Messi længere, og i Manchester United bliver han overstrålet af den franske teenager Anthony Martial.

Se også: Kontroversiel Chelsea-angriber nægter at ændre stil

Måske er der blot tale om et midlertidigt formdyk, men det er relevant at stille spørgsmålet, om over 13 år i verdens hårdeste liga har tappet så meget energi hos Wayne Rooney, at man med rimelighed kan tale om 30, trind og træt?

Nej, ikke ifølge fødselsdagsbarnet, der ellers blot har scoret to Premier League-mål i denne sæson og slet ikke er kommet på scoringstavlen i Champions League.

– Fysisk føler jeg mig godt tilpas. Selvfølgelig er en 30-års fødselsdag en stor fødselsdag i enhver persons liv, men når det kommer til mig og fodbold, så føler jeg mig stadig ung nok og føler, at jeg har mange år foran mig, siger den nu 30-årige Manchester United-angriber.

Han hæfter sig ved, at han ikke har haft alvorlige muskelskader i sin karriere og desuden har et stort ekspertapparat bag sig, der kan hjælpe ham med at gøre det rigtige og dermed forlænge karrieren.

Rooneys rolle på United-holdet er i år blevet mindre. En konsekvens af, at præstationerne har været svigende. (Foto: AP)
Rooneys rolle på United-holdet er i år blevet mindre. En konsekvens af, at præstationerne har været svigende. (Foto: AP)

- Jeg synes, at det stadig er en relativ ung alder, og forhåbentlig har jeg mange år foran mig.

- Jeg føler mig mere fit og mere frisk end nogen sinde faktisk. Så for mig er det kun et tal, selvfølgelig et stort tal i forhold til fødselsdage, men i forhold til mig og min fodboldkarriere er det ikke så vigtigt, siger Wayne Rooney, der i eftermiddag spiller sin første kamp i 30’erne, når United møder byrivalen City på Old Trafford.

Se også: Messi på vej væk fra Barca? Derfor giver det mening

Den engelske landsholdsanfører vil altid være angriber i hjertet, men er også så meget holdspiller, at han knokler, uanset hvor manager Louis van Gaal kunne finde på at placere ham. 

Ifølge sin tidligere holdkammerat David Beckham vil Rooney kunne forlænge karrieren, hvis han lader sig permanent omskole til midtbanespiller.

En anden tidligere United-legende Paul Scholes er inde på, at Rooney er nået til et punkt, hvor han er nødt til at skrue lidt ned og vælge sine øjeblikke.

Før sæsonen blev presset lagt på Rooneys skuldre. Van Persie var væk, 'Chicharito' var væk, og nu skulle Rooney score målene, være holdets topscorer igen. Men forventningerne er ikke blevet indfriet. I stedet er det Anthony Martial, der har ageret skarpskytte for Manchester-mandskabet. (Foto: AP)
Før sæsonen blev presset lagt på Rooneys skuldre. Van Persie var væk, 'Chicharito' var væk, og nu skulle Rooney score målene, være holdets topscorer igen. Men forventningerne er ikke blevet indfriet. I stedet er det Anthony Martial, der har ageret skarpskytte for Manchester-mandskabet. (Foto: AP)

Wayne’s World er anden i dag end i starten af årtusindet. Toppen af den berømte bakke har han nået, og turen ned er i gang.

Spørgsmålet er bare, hvor lang tid den kommer til at vare. Kontrakten, der indbringer ham omtrent tre mio. kr. om ugen, løber indtil sommeren 2019, men Rooney vil ikke sætte dato på sit karrierestop.

- Andre spillere har vidst, hvornår det rigtige tidspunkt var at stoppe. 

- Jeg er sikker på, at jeg vil vide det, men det er slet ikke noget, jeg overhovedet har tænkt på, siger Wayne Rooney, der vil være tæt på 34, når aftalen med Manchester United udløber. 

Men måske har han allerede gået sidste omgang på Old Trafford til den tid og er knockoutet af realiteterne.

For selv om han utvivlsomt er blandt klubbens største spillere nogen sinde, så hverken scorer man mål eller vinder pokaler på fortidens bedrifter …

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Rooney i kampe, mål, titler og rekorder

Kampe og mål:

492 kampe for Manchester United – 236 mål

107 landskampe – 50 mål

Titler:

Premier League (5 gange)

Champions League (1 gang)

FIFA Club World Cup (1 gang)

Liga Cup’en (to gange)

Hæder: 

Golden Boy (2004)

Årets spiller i England (2009/10)

Årets unge spiller i England (2004/05 og 2005/06)

Årets hold i Premier League (2005/06, 2009/10 og 2011/12)

Rooneys rekorder:

Den yngste engelske spiller til at nå både 50 og 100 landskampe (23 år og 29 år)

Flest mål på det engelske landshold (50)

Yngste engelske målscorer (17 år og 317 dage)

Flest røde kort for England (2)

Årets mål (Match of the Day) (3 gange)

Yngste spiller til at score hattrick i Champions League (18 år og 335 dage)

Og de rekorder jagter han:

Den mest scorende Manchester United-spiller:

Rekordholder: Bobby Charlton, 249 mål. Wayne Rooney: 236 mål.

Flest Premier League-mål:

Rekordholder: Alan Shearer, 260 mål. Wayne Rooney: 187 mål. 

Flest landskampe for England:

Rekordholder: Peter Shilton, 125 kampe. Wayne Rooney: 107 kampe. 

Månedens spiller i Premier League:

Rekordholder: Steven Gerrard, 6 gange. Wayne Rooney: 5 gange. 

Flest hattricks i Premier League:

Rekordholder: Alan Shearer, 11. Wayne Rooney: 6.

Og de rekorder har han haft...

Yngste engelske landsholdsspiller (17 år og 111 dage)

Yngste målscorer ved en EM-slutrunde (18 år og 238 dage)

Yngste målscorer for Everton (16 år og 360 dage)

Yngste målscorer i Premier League (16 år og 360 dage)

Verdens dyreste teenager (solgt til United for 282 mio. kr. i 2004)

0 kommentarer
Vis kommentarer