Så du det? Tottenham-bøddel afslører vilde dansetrin

Trætte Tottenham fik en skidt optakt til Champions League-semifinalen tirsdag. Rivalerne fra West Ham blev det første udehold, der har vundet på Spurs’ nye stadion

Michail Antonio tilførte Tottenham det første nederlag på deres nye hjemmebane. Video: Discovery Networks Danmark

Tanken var tom. Og det skal den helst ikke være for Tottenham lige i disse uger. Ingen af holdets profiler virkede ovenpå, og heller ikke danske Christian Eriksen leverede en mindeværdig præstation, da West Ham nappede en 1-0-sejr på Tottenhams nye stadion.

Det er ved at være alvorens time for Tottenhams sæson. Med en semifinaleplads i Champions League og en top fire-placering i Premier League indenfor rækkevidde spidser det til.

Det er nu, at sæsonen skal kulminere. Med en sejr over West Ham kunne der have kommet lidt ro på i den hektiske slutfase, men Tottenham, der startede godt, havde ikke meget at skyde med.

West Hams Michail Antonio blev matchvinder, og det nød han sammen med klubbens fans.

- Det er smukt. Vi kommer her og skriver os ind i historiebøgerne. Det er helt på sin plads, at det er West Ham, der gør det. De er en stor rival for os, og rivaliseringen går langt tilbage.

- At vi bliver det første hold, der vinder (på Tottenhams nye stadion, red.), er en stor præstation. Fansene elsker det, og vi skal fortsætte nu, jublede målscoreren efter kampen overfor Sky Sports.

Speciel jubelscene
Antonio afslørede også, hvorfra han fik sin inspiration til en noget speciel jubelscene efter sit mål.

Antonio hev den helt store jubelscene frem. Foto: Ritzau Scanpix/PAUL CHILDS
Antonio hev den helt store jubelscene frem. Foto: Ritzau Scanpix/PAUL CHILDS
 

- Det kommer fra en fyr, der hedder Dan Rue fra Instagram, der laver nogle skøre 'moves'. Jeg har vist dem frem i klubben, så jeg tænkte på at hive dem frem på banen også. Jeg elsker at vise lidt personlighed derude, lød det fra Antonio.

Tottenham kunne ikke juble lørdag på grund af West Ham-matchvinderen, men de kan i stedet glæde sig over i nederlagets stund, at de stadig selv har muligheden for at afgøre, om man slutter i top fire og sikrer sig Champions League-deltagelse næste sæson.

Det kræver sejr i de to sidste kampe mod Bournemouth og Everton.

Midt i sæsonafslutningen i Premier League venter dog også klubbens største kampe i mange, mange år i Champions League.

Tottenham starter på hjemmebane mod Ajax tirsdag, og her kæmper spillere som Harry Winks og Moussa Sissoko med at blive klar til kamp, mens Harry Kane, Erik Lamela og Serge Aurier definitivt er ude.

Der er returkamp ugen efter i Amsterdam. Her bliver det endegyldigt afgjort, hvem der får en plads i Champions League-finalen i Madrid 1. juni.

Det er i den grad alt eller intet for Christian Eriksen og resten af Tottenham-holdet de kommende uger.

Se også: Spurs-stjerne vækker opsigt i interview: Ingen gider de sorte

Se også: Ny Eriksen-aftale betyder alt: - Det er naturligvis vitalt

Se også: Massiv interesse: Laudrup i fokus

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere