Så er han tilbage! To frisparkskasser af Eriksen

Den danske landsholdsspiller meldte sig for alvor ind i Premier League søndag aften, da han sparkede to frispark i målet mod Swansea

Newcastle, St James' Park, 19. april 2015.

Det var stedet og tidspunktet, hvor Christian Eriksen sidst havde scoret et mål i Premier League før gårsdagens kamp mod Swansea.

Form-nedgang i slutningen af sidste sæson og en knæskade i de første opgør efter sommerferien har betydet, at den danske landsholdsspiller ikke har leveret på topniveau i en længere periode - og altså var målløs i næsten et halvt år før mødet mod Michael Laudrups tidlligere klub.

Men den kedelige stime blev brudt i Wales, da den 23-årige spiller fik lukket munden på kritikkerne på den mest effektive måde. Playmakeren scorede begge kasser i Tottenhams 2-2-opør ude mod Swansea – og i begge tilfælde var det Eriksens specialitet – direkte frispark, der sikrede Tottenham point, efter at Harry Kane havde lavet selvmål for London-klubben.

Se også: Eriksen med 25 meter-assist da Spurs storflækkede City

Normalt plejer Eriksen at sparke over muren og til højre for målmanden, men begge gange i Swansea-kampen valgte han at dirigere frisparkene i målamandens venstre side – den side, han skal dække.

De formåede Lukasz Fabianski ikke at dæmme op for, og så kunne Eriksen endelig komme på måltavlen i Premier League i denne sæson. God timing for det danske landshold, der skal møde Portugal på udebane i vigtig kamp på torsdag.

Se begge kasser i videoen øverst i artiklen

Faktisk har Eriksen scoret flest frisparksmål af alle spillere i Premier League siden sin debut i september for to år siden. Det er ganske imponerende.

Swansea begyndte ellers kampen bedst og bragte sig foran 1-0 efter 16 minutter ved Andrew Ayew, da han fik for god plads og let headede bolden ind bag den franske landsholdsmålmand Hugo Lloris.

Efter 26 minutter gjorde Eriksen opmærksom på sig selv første gang i opgøret, da han udlignede til 1-1 og efter lidt over en halv time forsøgte danskeren sig igen på et frispark - men denne gang vandt Fabianski duellen.

Swansea kom dog foran igen med stor hjælp fra Eriksens holdkammerat Harry Kane. Den engelske landsholdsspiller har også haft svært ved at finde målformen i denne sæson - og han gjorde ondt værre, da han i en upresset situation ved et hjørnespark nettede i eget mål.

TV: Se Kanes komiske selvmål her

Og så måtte Kane og resten af Tottenham-holdet igen reddes af Eriksens formidable sparketeknik, da han efter 65 minutter atter kanonerede bolden ind bag Fabianski.

Den sparketeknik må Danmarks nummer 10 meget gerne vise prøver på i Braga næste uge...

TV: Se højdepunkterne og målene fra opgøret her

29 kommentarer
Vis kommentarer