Efter tre sejre på seks dage er Manchester Uniteds resultatmæssige forår foreløbig afblæst efter et 0-1-nederlag på udebane i Bournemouth lørdag eftermiddag.
I en kamp præget af regn og strid blæst hen over den engelske sydkyst blev United fældet af det mål, som Joshua King satte ind i første halvlegs sidste minut.
King fik alt for god plads i et ellers tætpakket United-forsvar, og efter at have jongleret et par gange med bolden kunne den norske angriber banke den ind bag David De Gea til en pauseføring til hjemmeholdet.
Manchester United kom ellers ind til kampen med grund til optimisme efter gode resultater i den seneste tid.
Europa League-sejren over Partizan Beograd blev fulgt op af fuld gevinst mod Norwich i Premier League og mod Chelsea i Liga Cuppen, men opturen blæste væk mod Bournemouth, der havde danske Philip Billing med i hele kampen.
Artiklen fortsætter under billedet.
United havde bolden meget, men den stride blæst gav kombinationerne præg af tilfældigheder, og antallet af oplagte målchancer kunne tælles på ganske få fingre.
Mens manager Ole Gunnar Solskjær slukøret kunne se til, løb hans tropper forgæves storm på et Bournemouth-forsvar, der forsvarede sig kløgtigt og holdt målet rent for tredje kamp på stribe.
Resultatet betyder, at Eddie Howes mandskab rykker forbi Manchester United i tabellen, hvor de to hold før kampen lå side om side med 13 point hver.
United er blot noteret for tre sejre i de første 11 ligakampe og roder rundt midt i ligaen. I den kommende uge skal holdet to gange i aktion på Old Trafford.
Først mod Partizan Beograd på torsdag, og derefter kommer Brighton på besøg tre dage senere.
United flyver fans 4820 kilometer til udekamp
Vanvittigt drama: Guldet skiftede side til allersidst
Historisk møde i Berlin: Nu tørner de endelig sammen