Salah og Liverpool arbejdede sig til tre point

Mohamed Salah tilkæmpede sig et straffespark og scorede selv, da Liverpool vandt 1-0 i Brighton

Mohamed Salah scorede kampens eneste mål - på et straffespark, han selv kæmpede sig til. Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Mohamed Salah scorede kampens eneste mål - på et straffespark, han selv kæmpede sig til. Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Liverpool øger presset på konkurrenterne i toppen af Premier League takket være en arbejdssejr lørdag.

På udebane vandt Liverpool med 1-0 over Brighton, selv om gæsterne langt fra var sprudlende.

Kort inde i anden halvleg scorede Mohamed Salah sejrsmålet på et straffespark, han selv havde kæmpet sig til. Dermed demonstrerede han endnu en gang, hvorfor han i tirsdags atter blev belønnet med titlen som Afrikas bedste fodboldspiller.

Med sejren er Liverpool syv point foran Manchester City på rækkens andenplads, men City kan mindske afstanden mandag, når Wolverhampton kommer på besøg hos mesterholdet.

Liverpools spil haltede i begyndelsen af kampen, og holdet havde svært ved at bryde Brightons kompakte defensiv op. Et hovedstød af Xherdan Shaqiri var Liverpools bedste forsøg i første halvleg.

I det fjerde minut af anden halvleg tog Mohamed Salah sagen i egen hånd.

Efter flere vævre driblinger blev han nedlagt i feltet med ulovlige midler, og på det efterfølgende straffespark tordnede han bolden i mål, selv om målmanden valgte den rigtige side.

Målet ødelagde Brightons plan om kun at stå defensivt på banen, men det klædte hjemmeholdet at komme længere frem. Det blev til løse muligheder foran Alisson Beckers mål, men Jürgen Klopp og co. var formentlig aldrig rigtig nervøse.

I den anden ende havde Liverpool flere tilbud til endegyldigt at lukke kampen, men Salahs straffesparksmål var forskellen på de to hold, da kampen blev fløjtet af.

Der blev spillet flere andre kampe i Premier League lørdag eftermiddag, og flere danskere var i aktion.

Kasper Schmeichel blev passeret i det 11. minut på et straffespark og igen lige før pausen, da Leicester skuffende tabte 1-2 på hjemmebane til Southampton efter at have været i overtal i mere end en hel halvleg.

Jannik Vestergaard startede inde for Southampton, der var uden en karantæneramt Pierre-Emile Højbjerg.

Huddersfield spillede 0-0 udebane i et bundbrag mod Cardiff. Jonas Lössl, Philip Billing og Mathias 'Zanka' Jørgensen var i startopstillingen for udeholdet. Kenneth Zohore var ikke med for hjemmeholdet.

Huddersfield ligger sidst i Premier League, mens Cardiff ligger lige over stregen. Otte point adskiller de to hold.

Se også: West Ham-teenager sænker Arsenal i lokalderby

Se også: Dansk traditionsklub købt af tysker: - Der bliver ingen lønfest

Se også: Lægger sig fladt ned efter spion-skandale: - Undskyld!

17 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen