Schmeichel i stort forsvar af udskældt stjerne

Kasper Schmeichel kalder David de Gea en verdensklasse-målmand trods flere kiks, der har sat gang i kritikken

Kasper Schmeichel giver David de Gea en krammer efter en kamp mellem Manchester United og Leicester for fire år siden. På søndag står de to klubber over for hinanden i et opgør, der gælder de vigtige pladser i top-fire. (Arkivfoto). Foto: Darren Staples/Reuters
Kasper Schmeichel giver David de Gea en krammer efter en kamp mellem Manchester United og Leicester for fire år siden. På søndag står de to klubber over for hinanden i et opgør, der gælder de vigtige pladser i top-fire. (Arkivfoto). Foto: Darren Staples/Reuters

Kritikken mod Manchester Uniteds målmand David de Gea er på det seneste taget til efter et par alvorlige svipsere.

Forud for søndagens vigtige opgør mellem Leicester og United i Premier League tager Leicester-målmand Kasper Schmeichel spanieren i forsvar.

Danskeren vurderer, at nogle enkelte fejl hurtigt kan blive blæst stort op i mediedækningen.

- Det kan sommetider blive en farlig fortælling, for lige pludselig kan sådan en historie få momentum.

- Jeg føler virkelig med en som David, for han har været utrolig i så mange år, og alle målmænd går igennem den slags perioder, siger Kasper Schmeichel ifølge Reuters.

29-årige de Gea lavede to drop, da United forleden tabte med 1-3 til Chelsea i FA Cuppens semifinale, hvilket har sat yderlige blus på kritikken.

Samtidig råder United over den seks år yngre keeper Dean Henderson, der er på udlån i Sheffield United og har haft en fremragende sæson, som har bragt ham ind omkring det engelske landshold.

- Det er stort pres på, for nu er der en ung engelsk landsholdsmålmand på vej. I dette land betyder det meget med en engelsk målmand, og der er en tendens til, at de bliver bygget op, siger Schmeichel.

- Jeg håber virkelig for en som Henderson, der har haft en fremragende sæson, at han får lov til at udvikle sig.

- Jeg håber, at han får endnu en sæson - måske to - i Sheffield United og kan fortsætte med at spille, som han har gjort, og så er han klar, vurderer den danske Leicester-målmand.

Artiklen fortsætter under billedet..

GLYN KIRK/Ritzau Scanpix
GLYN KIRK/Ritzau Scanpix
 

Kasper Schmeichel slår fast, at David de Gea fortsat er en dygtig målmand på allerhøjeste niveau.

- De Gea er en verdensklasse-målmand. Det er en ensom position, og der er ikke plads til at lave fejl, så bliver man straffet, siger han.

Manchester United indtager Premier Leagues tredjeplads med 63 point efter Liverpool og Manchester City, der har sikret sig henholdsvis guld og sølv.

Chelsea har ligesom United 63 point og indtager fjerdepladsen, mens Leicester følger efter med 62 point.

De fire bedste hold kvalificerer sig til næste sæsons udgave af Champions League.

Se også: - Bød 750 millioner kroner for Eriksen

Se også: Bombarderet af beskeder: - Helt sygt

 

12 kommentarer
Vis kommentarer