Sent straffe sikrer debutsejr til Mourinhos afløser

Tottenham var nede 0-1 mod Southampton, men vendte billedet og sikrede Ryan Mason en debutsejr som vikar

Gareth Bale stod for en flot udligning, da Tottenham tog imod Southampton i Premier League. Foto: Clive Rose/Reuters
Gareth Bale stod for en flot udligning, da Tottenham tog imod Southampton i Premier League. Foto: Clive Rose/Reuters

Vikar Ryan Mason fik en god debut som cheftræner for Tottenham, efter at han tidligere på ugen blev forfremmet fra ungdomstræner til midlertidig afløser for fyrede José Mourinho.

På hjemmebane spillede Pierre-Emile Højbjerg og co. som nat og dag mod Southampton, men efter 0-1 ved pausen vendte Tottenham billedet og vandt kampen 2-1 på en stærk anden halvleg.

Med de tre point rykker londonholdet op på sjettepladsen i Premier League med to point op til den vigtige top-4. Tottenham har dog spillet en kamp mere end holdene omkring sig i tabellen.

At dømme ud fra spillet i de første 45 minutter tydede intet på, at afskeden med Mourinho havde løftet holdet.

Southampton var klart det bedste hold på banen, og det var ganske fortjent, at Danny Ings kunne sende gæsterne til pause med en 1-0-føring.

Pierre-Emile Højbjerg sled som altid hårdt på Tottenhams centrale midtbane, og efter pausen var det som om, at Southamptons spillere begyndte at mangle det fysiske overskud.

Det bragte Ryan Masons tropper tilbage i kampen, og den ellers noget falmede Gareth Bale viste efter en times spil, at han stadig kan vise glimt af klasse.

Waliseren opsnappede en bold fra en spids vinkel ved bageste stolpe, og med en listig og følt afslutning krøllede han bolden op i modsatte hjørne til 1-1.

Med et kvarter igen troede Son Heung-min, at han var på vej til at blive matchvinder. Sydkoreaneren afsluttede fladt på et flot angreb til 2-1, men VAR havde et andet syn på sagen.

Holdkammerat Lucas Moura stod i offsideposition og spærrede målmandens udsyn. Derfor blev scoringen annulleret.

Dommerens digitale hjælpeværktøj endte dog med i sidste ende at gøre Son Heung-min til matchvinder alligevel.

En vanvittig tackling af Moussa Djenepo på kanten af feltet i sidste minut blev i første omgang takseret til et frispark.

VAR-gennemsynet afslørede dog, at den hårde stempling skete på selve feltets linje. Derfor blev kendelsen ændret til straffespark, og Son Heung-min tog sig sikkert af opgaven i den skadede anfører Harry Kanes fravær.