I 2013 fik Manchester City mistanke om, at de blev udsat for hacker-angreb af ligakonkurrenterne fra Liverpool. Det kan engelske The Times nu berette.
Ansatte i Liverpool havde angiveligt hacket sig ind i Citys scouting-database, så de kunne overvåge, hvilke spillere Manchester-klubben havde på ønskelisten.
The Citizens fik nys om hacker-angrebene og ansatte derfor eksperter til at overvåge, om der var ubudne gæster i systemerne.
Det viste sig, at tre tidligere ansatte i Manchester City, som var taget til Liverpool, havde trængt ind i Scout7-systemet, som City anvender.
Her havde de således anvendt et gammelt login til at tilgå Citys databaser.
Klopps agent overrasker: Det kan få ham til at gå
Artiklen fortsætter under billedet.
Efter afsløringen gik City med til en aftale om at Liverpool betalte en million pund, svarende til 8,5 millioner kroner. Hverken Liverpool eller de tre medarbejdere har nogensinde erkendt forholdet, og sagen blev på grund af aftalen ikke prøvet ved en domstol.
- Konsekvenserne havde været meget værre, hvis klubberne ikke havde indgået den aftale, siger Matt Dickinson der står bag The Times' afsløring.
- Det er en af de største skandaler i Premier League-historien, tilføjer han.
Klubben fra det blå Manchester fattede mistanke, da Liverpool pludselig også var interesserede i spillere, de havde kigget på.
Det var blandt andet Jesus Navas og Fernandinho samt den dengang 15-årige spanier Paolo Fernandes, det drejede sig om.
Da City blev klar over hackingen, skyndte de sig at hverve Navas og Fernandinho med få dages mellemrum.
I denne sæsons Premier League fører de involverede klubber rækken. Liverpool fører med maksimale 15 point, mens City på andenpladsen har samlet 10 point sammen.