Skræmmende Liverpool-opvisning

Leicester havde ikke et eneste skud inden for målrammen, da Liverpool var på besøg og vandt 4-0

Bliver det i år, at Liverpool erobrer mesterskabet? Gisle Thorsen gør status på topstriden i Premier League. Producer: Lasse Brøndal

Liverpools march mod det første engelske mesterskab siden 1990 fortsætter.

Torsdag aften vandt Jürgen Klopps mandskab på udebane med 4-0 over sin nærmeste rival i ligatabellen, Leicester City.

Liverpools 17. sejr i sæsonens ligakamp nummer 18 kunne der ikke indvendes noget som helst imod. Dertil var klasseforskellen mellem nummer et og to for stor.

Der er nu 13 point mellem holdene i tabellen, og Liverpool har tilmed spillet en kamp færre.

Kasper Schmeichel så uheldig ud to gange i kampens indledende fase, men danskeren kunne ikke lastes for Liverpools fire mål.

I kampens første minut kom Sadio Mané foran Schmeichel på et indlæg, men senegaleseren sendte bolden over mål.

Ti minutter senere kom den danske målmand atter på mellemhånd. Mohamed Salah driblede uden om danskeren, der var fanget uden for eget straffesparksfelt, men egypterens vinkel blev for spids, og hans afslutning røg i sidenettet.

Efter en halv time gik den ikke længere for Schmeichel og co. Med et skarpt indlæg fandt backen Trent Alexander-Arnold en fremstormende Roberto Firmino, der med største selvfølgelighed pandede gæsterne i front.

Leicester var ikke noteret for en eneste afslutning i første halvleg. Efter pausen blev skudstatistikken pyntet, men forsøgene røg forbi mål.

I løbet af lidt over syv minutter afgjorde et dominerende Liverpool-hold kampen med tre scoringer.

Efter 70 minutter havde den ellers velspillende forsvarsspiller Çağlar Söyüncü hånd på bolden i feltet og begik straffespark. Fra pletten var James Milner kølig. Schmeichel hoppede til sin egen venstre side, men Milners bløde spark sad midt i målet.

Fire minutter senere blev det 3-0, da aktørerne fra kampens første mål slog til igen. Alexander-Arnold fandt Firmino, og brasilianeren kunne let sende bolden forbi Schmeichel.

Øjeblikket efter kom Trent Alexander-Arnold selv på måltavlen med et hårdt skud, som den danske målmand ikke kunne nå ned til.

Som følge af nederlaget må Leicester fredag afgive andenpladsen til Manchester City, hvis City får point ude mod Wolverhampton.

Se også: Højbjerg lagde op i sensation

Se også: Dansk landsholdsspiller trender efter rygte: Kom hjem!

Se også: Schmeichel vinder stor kåring: - Han er fantastisk

112 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere