Skuffede eksperter: Arsenal var en skændsel

Efter første spillerunde af Premier League har eksperterne både rosende ord og benhård kritik til de engelske storhold. Især Manchester City og Arsenal bliver nævnt, når der skal fældes dom over den første uges kampe

Sidste weekend kunne fodboldfans verden over igen bruge weekenden på at se de bedste engelske fodboldhold i tætte dueller. Premier League vendte nemlig tilbage til en ny sæson. I pausen er der blevet spekuleret, analyseret og gættet på, hvem der kan gøre en forskel i den forestående sæson, og hvem der kommer til at blive en fiasko.

I weekenden kunne holdene så for første gang vise sit værd. Her bød første runde både på fantastiske præstationer og store skuffelser.

Jesper Thygesen, der er tidligere superligaspiller og nuværende fodboldekspert hos TV3, er en af de mange fodboldelskere, der havde glædet sig til de engelske fodboldkampe. For ham var der dog især ét hold, der slet ikke levede op til forventningerne.

- Det, der skuffede mig allermest, det var at se den måde, Arsenal forvaltede deres 90 minutter på. Det er jo faktisk en skændsel, siger han.

Se også: Schmeichel i hård kritik af United-hold

Han bakkes op af sin ekspertkollega, den tidligere professionelle målmand Peter Kjær, som heller ikke har meget tilovers for Arsenals spil i første runde.

- De skuffede resultatmæssigt, men i særdeleshed også spillemæssigt. Alle kan tabe fodboldkampe, og det kan et godt hold som Arsenal også, men det så virkelig skid ud defensivt. Deres nye målmand, Petr Cech, fejler jo big time i den kamp, siger han.

Citys udekamp imponerer
I den helt anden boldgade er der stor ros til Manchester City. Med en 3-0 sejr på udebane mod West Bromwich, er der ingen tvivl blandt eksperterne om, at de har været den største succes i turneringens første runde.

- Når du møder Tony Pulis (West Ham’s manager) på udebane og vinder stensikkert 3-0. Puha, så har du gjort rigtig meget rigtigt. De så gode ud, konstaterer Peter Kjær.

Se også: Uniteds nye stjerne hånes efter PL-debut

Der er dog hjælp at hente for de hold, der ikke har fået den start, de havde drømt om. Transfervinduet er nemlig åbent frem til den 1. september, så der er stadig mulighed for at hente forstærkninger til klubben.

Her har Arsenal altså mulighed for at få styr på de defensive problemer, men de andre storklubber burde ifølge eksperterne også overveje at forstærke truppen.

- Som jeg ser det, så mangler Manchester United en top-angriber og en midterforsvarer i topklasse. Hvis de får det, så er de meget meget længere, siger Jesper Thygesen, der også råder Christian Eriksens klub, Tottenham, til at udnytte transfervinduet.

- Eriksen og Kane peakede sidste år, og de er nøglespillerne på holdet. Men modstanderne vil jo have fokus på dem i år, så jeg tror, at de kommer til at mangle nogle, der kan score målene for dem, siger han.

1 kommentar
Vis kommentarer