Skuffet Tottenham-boss: Vi tog det ikke seriøst

Mauricio Pochettino kritiserer indstillingen, efter at Tottenham-føring blev formøblet mod Southampton

Tottenhams manager Mauricio Pochettino var bestemt ikke tilfreds. Foto: Ritzau Scanpix
Tottenhams manager Mauricio Pochettino var bestemt ikke tilfreds. Foto: Ritzau Scanpix

Tottenham spillede sig lørdag længere ud af den engelske mesterskabskamp med et nederlag på 1-2 på udebane til Southampton.

Manager Mauricio Pochettino kunne se Christian Eriksen og holdkammeraterne smide en 1-0-føring i kampens sidste kvarter, hvor modstanderne scorede to gange.

Efter nederlaget kritiserer han indstillingen hos sine spillere, der pludselig har åbnet for, at andre hold kan snuppe en placering i top-4 som giver adgang til Champions League i næste sæson.

- Det er så svært at forstå, hvorfor tingene ændrede sig så meget fra første til anden halvleg.

- Jeg er så skuffet. Vi var bedre end dem til alt, men så tabte vi kampen, siger Pochettino.

Manageren fortæller, at det ofte handler om at score det første mål, hvis klubben vil kæmpe med om titlerne.

Den del lykkedes, da Harry Kane midtvejs i første halvleg gjorde det til 1-0. Herefter gik det galt for Tottenham.

- Vi tog det ikke seriøst i anden halvleg.

- Jeg vil helst ikke kritisere for meget, men når man taber en kamp, som var under kontrol efter 45 minutter og burde ende 3-0 eller 4-0, så er det svært at acceptere et nederlag på 1-2, siger manageren.

Pochettino har ikke andre forklaringer på nederlaget end en slap mentalitet hos spillerne.

- Vi begyndte at spille med unødvendig risiko, og det var hovedproblemet. Det gav dem (Southampton, red.) tro på tingene, og så kunne de bygge på deres spil, siger han.

I de seneste fire ligakampe er det blot blevet til et enkelt point, og London-klubben har nu 13 point op til Manchester City på førstepladsen.

Manchester United og Arsenal på henholdsvis fjerde- og femtepladsen er henholdsvis tre og fire point efter Tottenham for en kamp færre, mens Chelsea på sjettepladsen er fem point efter for to kampe færre.

Se også: Eriksen snydt i dansker-drama

Se også: Mareridtet slut: Nu skifter Eriksen hjemmebane

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere