Slap nådigt efter historisk blamage

Fire dage efter 0-9-nederlaget til Leicester slap Southampton mere nådigt fra pokalmøde med Manchester City

Pierre-Emile Højbjerg og Southampton gjorde en godkendt figur mod Manchester City, men det var ikke nok til at gå videre i Carabao Cuppen. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg og Southampton gjorde en godkendt figur mod Manchester City, men det var ikke nok til at gå videre i Carabao Cuppen. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Manchester City er klar til kvartfinalen i den engelske Liga Cup - også kaldet Carabao Cup - og er fortsat i spil til at vinde turneringen for tredje sæson i træk.

Tirsdagens ottendedelsfinale blev vundet uden de mindste vanskeligheder på hjemmebane over kriseramte Southampton med 3-1.

For Southampton, der havde Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen og Jannik Vestergaard på bænken, gjaldt det om at komme videre med skindet på næsen efter det rekordstore liganederlag på 0-9 til Leicester for fire dage siden.

I forsøget på at hente et tåleligt resultat gik Southampton ultradefensivt til værks og parkerede så at sige spillerbussen foran eget mål.

Det resulterede i et massivt City-pres fra begyndelsen, og man fik følelsen af, at Southampton blot var kommet til Manchester for at begrænse et uundgåeligt nederlag.

City-chancerne blev hurtigt store, og efter 20 minutter headede Nicolás Otamendi 1-0-målet ind. Syv minutter før pausen øgede Sergio Agüero med en nem flugter efter et gennemspillet angreb.

Southampton-spillerne virkede kyste, og holdet, der ligger under nedrykningsstregen i Premier League, var knap nok over midterlinjen i første halvleg.

Det sagde alt, at City efter de første 45 minutter var noteret for 80 procents boldbesiddelse og en skudstatistik, der lød 11-0.

Kampbilledet var uændret i starten af anden halvleg, og City sværmede om kassen i jagten på flere mål. Agüero sørgede for endnu et til 3-0, da han var hurtigst over et afrettet skud fra Riyad Mahrez.

Senere i halvlegen kom Southampton lidt bedre med, og det lykkedes at sætte en reducering ind ved Jack Stephens' hovedstød et kvarter før tid.

Det gav Southampton lidt tro på tingene, og holdet slap fra kampen med æren i behold.

Allerede på lørdag tørner de to hold sammen igen samme sted denne gang i Premier League.

Topholdet Leicester er også videre til kvartfinalerne i Carabao Cup efter en udesejr på 3-1 over Burton. Kasper Schmeichel blev sparet og sad på bænken.

Også Everton er som ventet blandt de otte sidste i turneringen. På hjemmebane vandt holdet med 2-0 over Premier Leagues agterlanterne, Watford.

Pierre Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard i kampen mod Leicester. Foto: Tony O'Brien / Ritzau Scanpix. Premier League - 28. okt. 2019 - kl. 14:44 Efter gigantiske tæsk: Højbjerg og Vestergaard afleverer lønnen

Kasper Schmeichel og Leicester buldrer afsted i Premier League denne sæson. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix Premier League - 26. okt. 2019 - kl. 13:13 Nettet koger over i Schmeichel-hyldest

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere