Det klassiske North London Derby mellem Arsenal og Tottenham er stort set altid garant for drama og intensitet.
Men i derbyet 15. januar gik det alt for vidt.
Under et stort skænderi de to hold imellem umiddelbart efter slutfløjt løb en tilskuer ned til banden og sparkede ud efter Arsenal-keeperen Aaron Ramsdale.
Sparket ramte Ramsdale i ryggen, hvorefter manden tog flugten op ad tribunen.
Du kan se episoden i videoen over artiklen.
Nu er den 35-årige Tottenham-supporter Joseph Watts dømt skyldig i overfaldet i retten i London. Det skriver Sky Sports.
Watts er blevet udelukket fra at gå til fodboldkampe de næste fire år.
Desuden er han blevet dømt til 150 timers ulønnet samfundstjeneste, og så skal han betale 100 pund, ca. 840 kroner, i kompensation til Aaron Ramsdale.
- Det har haft en psykologisk effekt, og han (Ramsdale, red.) vil have dette i baghovedet, når han går på arbejde i fremtiden, lød det blandt andet i domsafsigelsen.
Joseph Watts erklærede sig skyldig i overfaldet og sagde, at han var beruset under kampen efter at have drukket seks pints øl, svarende til cirka 3,4 liter.
Watts har undskyldt til både Aaron Ramsdale og de to fodboldklubber, og under retssagen fortalte kriminalforsorgen, at han er frastrødt, flov og skamfuld over sin opførsel.