Spillet i kulissen: Sådan fik Lindegaard ny Premier League-klub

Benhårdt salgsarbejde: Agent Michael Stensgaard løfter sløret for, hvordan det gik til, da Anders Lindegaard skiftede Manchester United ud med West Bromwich Albion kort før transfervinduets lukning

Et godt ry og benhårdt salgsarbejde fik Anders Lindegaard til West Bromwich Albion (Foto: Claus Bonnerup)
Et godt ry og benhårdt salgsarbejde fik Anders Lindegaard til West Bromwich Albion (Foto: Claus Bonnerup)

Michael Stensgaard nåede at være i fire lande i mandags.

Sådan kan den hektiske transferhverdag se ud for en fodboldagent, når ens spillere skal ha’ ny arbejdsgiver.

Det skulle Anders Lindegaard, og Michael Stensgaard fortæller nu til Ekstra Bladet om forløbet med at finde en ny klub.

Et forløb, der faktisk startede for flere år siden, da den dyrt indkøbte spanier David de Gea gjorde det så godt i Manchester United, at det lå klart, at den 31-årige dansker ikke ville blive førstevalg på Old Trafford.

- Jeg har rejst England tyndt de seneste år og talt med rigtig mange mennesker. En spiller som Cristiano Ronaldo sælger sig selv, men for næsten alle andre kræver det benhårdt salgsarbejde, siger Michael Stensgaard.

Se også: Lindegaard-agent: Nu skal Anders spille fast igen

Han var tidligere selv Premier League-keeper, men i dag er han partner i People in sport, der sammen med Ivan Marko Benes’ Boutique Transfers and Management har haft det bedste transfervindue, når man ser på danske spillere, der enten er kommet fra Superligaen til udlandet eller har fået en ny klub i udlandet.

Michael Stensgaard har været meget opmærksom på målmandskabalen i England, og da han igennem sit netværk fik at vide, at West Bromwich Albion var meget aktive i jagten på en ny keeper, tog han kontakt til Birmingham-klubben.

Der blev ringet mere end én gang, og salgstalerne resulterede i, at en dialog blev indledt.

- Selvfølgelig kigger de i sådan en situation også på andre, og så er det vores opgave at overbevise dem om, at Anders er den rigtige for dem.

- Der var dialog i hele sidste uge, og søndag eftermiddag indledte vi deciderede realitetsforhandlinger.

- Jeg forhandlede med dem, og der blev afholdt et telefonmøde mellem Anders og Tony Pulis (manager i WBA, red.). De havde en god dialog, og det gjorde formentlig udslaget.

- Begge fornemmede, at det kunne blive et godt match, siger Michael Stensgaard.

Se også: Agent: United har holdt på Lindegaard

Handlen blev i grove træk lavet færdig sent søndag aften, og så var det bare at finde et fly til Birmingham for agenten.

Det var dog ikke så enkelt. Han måtte over München med afgang fra København kl. seks mandag morgen.

- Mens Anders er til lægetjek, forhandler jeg de sidste detaljer på plads med klubben. De har også gang i andre handler, så der kan godt være noget ventetid, men da vinduet i England først lukkede tirsdag aften, var det ikke helt så stressende denne gang.

- Jeg fløj hjem over Bruxelles og landede i København sent mandag aften. Det var en dag med fire lande og én transfer, siger den 41-årige fodboldagent.

Se også: Henry om Uniteds rekordkøb: Et kæmpe sats

Anders Lindegaard havde også andre muligheder i sidste uge, men valgte at takke nej.

Og i de forudgående transfervinduer har der da også været flere interesserede klubber, men Manchester United har takket nej, fordi timingen ikke var den rette.

- Jeg synes ikke, at Anders har fået nok kredit herhjemme. Manchester United har i tidligere transfervinduer villet beholde ham, fordi klubben var glad for ham.

- Selv om Anders har været skuffet, har han altid været i stand til at levere en god uges træning. Der har aldrig været noget klynk og aldrig været en finger at sætte på hans indsats, siger Michael Stensgaard.

Se også: Nu svarer United igen: I var selv ude om det, Real

Netop den indstilling har hjulpet ham til den toårige kontrakt med The Baggies.

For klubberne forhører sig naturligvis i miljøet, og man er næppe helt galt på den, hvis man gætter på, at Tony Pulis har ringet til Sir Alex Ferguson for at høre skottens ord om den danske målmand.

- Anders har et godt ry i England, og mon ikke Pulis har talt med nogle af Anders’ tidligere trænere, som har ladet et positivt ord falde, siger Michael Stensgaard, der i dette transfervindue også har sørget for, at FC Midtjyllands Jakob Haugaard blev Premier League-målmand i Stoke.

Da han startede samarbejdet med Haugaard, var målmanden ungdomsspiller i AB, og sammen lavede de en målsætning om, at han skulle ende i Premier League.

- Vi arbejder meget med målsætninger med vores spillere. Det er vigtigt at ha’ noget at arbejde hen imod i hverdagen, siger Stensgaard, der har haft en travl sommer med mange opkald og få feriedage.

Se også: Dom over transfervinduet: Sådan gjorde PL-topklubberne det

Sådan er det at være sælger i en fodboldverden, hvor man hele tiden skal være på forkant med udviklingen.

- Der er så mange dygtige spillere at vælge mellem i Europa, og det er vi i Danmark måske ikke altid så opmærksomme på.

- Der er for eksempel kommet et kæmpe østeuropæisk marked, og det skal vi ha’ respekt for. 

- Det er ikke bare lige at sælge en dansk spiller. Det kræver et hårdt stykke arbejde, siger Michael Stensgaard, der, dagen efter transfervinduet lukkede, allerede begyndte at planlægge, hvad der skal ske, næste gang klubberne må købe ind.

- Vi er i gang med møder, hvor vi planlægger, hvem der skal tales med. Det handler om at have en god dialog med klubberne og sørge for, at de kommer ud på stadion og ser spillerne.

- At være agent i dag er en blanding at være rådgiver og sælger, siger agenten, der kan se tilbage på et vellykket vindue, hvor det blandt andet lykkedes at holde Anders Lindegaard i Premier League, at få Jakob Haugaard til Premier League og endelig at få Simon Makienok væk fra Sicilien og placeret i The Championship, hvor den store angriber har sat sit første mål ind for Charlton.

Det var ikke meget Anders Lindegaard fik lov at spille i sin sidste tid i Manchester United, men tilhængerne vil blandt andet huske ham for denne fine redning:

14 kommentarer
Vis kommentarer