Stjerne-duo sender Liverpool til tops

Helt efter planen vandt Liverpool hjemme over Cardiff og topper nu Premier League. Huddersfield tabte igen.

Mohamed Salah er tilbage i målform. Foto: AP
Mohamed Salah er tilbage i målform. Foto: AP

Efter en periode med henholdsvis let og middelsvær måltørke er både Mohamed Salah og Sadio Mané tilbage med scoringer på stribe.

Begge kom de således også på måltavlen lørdag, da Liverpool planmæssigt besejrede Cardiff og via 4-1 strøg til tops i Premier League.

Mané scorede endda to gange.

Se også: Engelsk fodbold i chok - legende hastet på hospitalet

I alt 11 mål har de to angribere nu scoret tilsammen i de ti spillede ligakampe, der har givet Liverpool 26 point på kontoen. Cardiff har fem og balancerer på nedrykningsstregen.

Allernederst med tre point ligger danskerklubben Huddersfield, som tabte 0-3 i Watford.

De øvrige tophold spiller søndag og mandag.

Liverpool-manager Jürgen Klopp havde rystet posen gevaldigt og skiftet ud på flere pladser i forhold til 4-0-sejren over Røde Stjerne i Champions League forleden, hvor de to angribere også scorede.

Den tyske manager havde imidlertid set rigtigt, for Cardiff stillede ultradefensivt op, og efter blot ti minutter havde Mohamed Salah scoret sit femte mål i sine seneste fire kampe i alle turneringer og bragt Liverpool på 1-0.

Egypteren var lynhurtigt over en ripost ved fjerneste stolpe.

Tre minutter senere headede Liverpool-forsvarsstyrmand Virgil van Dijk på stolpen.

Cardiff kom til Anfield i Liverpool med blot ét point og ét scoret mål på kontoen i de foregående fire udekampe - og i pausen kunne gæsterne se tilbage på en statistik, der viste nul afslutninger og blot 15 procents boldbesiddelse.

Kun uskarphed, ubeslutsomhed og en redning på stregen til allersidst holdt Liverpool nede på en etmålsføring.

I en indledningsvis mere lige og rodet anden halvleg fik gæsterne korrekt underkendt et mål for offside efter otte minutter, før Sadio Mané bankede 2-0-målet i kassen efter 66 minutter.

13 minutter før tid reducerede Callum Paterson på en tilfældig chance.

Dernæst kom Cardiff-angriberen Kenneth Zohore på banen, men han nåede ikke at gøre sig bemærket, før Salah leverede to fine assister til indskiftede Xherdan Shaqiris finurlige mål til 3-1 og siden til Manés lob til 4-1.

Huddersfields tre danskere var alle i aktion fra start i udekampen mod Watford. Målmand Jonas Lössl, forsvarsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen, midtbanespiller Philip Billing og deres holdkammerater fik dog ikke point med hjem.

For Southampton var en sygdomsramt Pierre-Emile Højbjerg ikke med i truppen, og Jannik Vestergaard sad på bænken i hele bundkampen hjemme mod Newcastle. Den sluttede 0-0.

Se også: Manchester United-spillere udeblev i protest: Nu vanker der bøde

Se også: Eriksen og Tottenham må vente: Farcen fortsætter

Se også: Eriksen efter 2-2 mod PSV: Skuffende at vi smed det væk

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere