Med få minutter igen af første halvleg mellem Newcastle og Tottenham søndag skulle gæsterne til at tage hjørnespark, men kampen blev afbrudt.
Tottenhams Sergio Reguilón havde henvendt sig til dommer Andre Marriner.
- Jeg så en fyr ligge ned. Jeg var meget nervøs. Jeg gik hen til dommeren og sagde, at vi ikke kunne spille videre. Vi måtte stoppe kampen, forklarede spanieren til Sky Sports efter opgøret med henvisning til en fan på tribunen.
Da alvoren gik op for Eric Dier løb han ud til bænken og bad om, at der hurtigt blev bragt en hjertestarter over til den modsatte tribune.
Søndag aften kom Newcastle med en god nyhed på sin hjemmeside. Klubben skrev, at en fan havde brug for akut lægehjælp, men at fanens tilstand er stabil.
De to Tottenham-stjerner bliver efterfølgende hyldet for deres heroiske indsats.
Normalt bliver en spiller kåret som 'Man of the Match', men efter opgøret blev både Reguilón og Dier valgt til 'Men of the Match', skriver Sky Sports.
Transferjournalisten Fabrizio Romano har bemærket den hurtige reaktion.
Henry Winter, der er chef-fodboldskribent på The Times, roser de to spillere.
'Kæmpe respekt til Reguilón for hurtigt at henvende sig til dommeren og Dier for at bede om hjertestarteren,' skriver han på Twitter.
Også en Newcastle-fan hylder de to spillere.
'Måden, som de to agerede på især som modstandere, var helt enestående', skriver Newcastle-fan Ryan May på Twitter.
Sergio Reguilón har efter kampen lagt en besked op på sociale medier.
'Fodbold er ikke det vigtigste. God bedring.'