Der var en særdeles underholdende fodboldkamp, der blev spillet mandag aften, da danskerkolonien Brentford F.C. med adresse i det vestlige London tog imod forhåndsfavoritterne Liverpool på Gtech Community Stadium.
Brentford F.C. har det med at drille de store favorithold i Premier League, og mandag var ingen undtagelse, da de slog Liverpool med 3-1.
Men det var også en kamp, hvor VAR endnu engang spillede en central rolle, da hele tre mål blev annulleret for offside.
Brentford fik i første halvleg annulleret to mål på hjørnespark, og Liverpool-angriberen Darwin Nunez’ flotte reducering til 2-1 i anden halvleg blev også korrekt annulleret efter et VAR-gennemsyn.
Fire danskere fra start
Begge hold gik ind til kampen med en sejr i bagagen fra seneste spillerunde i Premier League.
Brentford-træner Thomas Frank havde udvalgt fire danskere til startopstillingen, hvor Mathias Jensen, Christian Nørgaard, Mathias Zanka Jørgensen og Mads Roerslev Rasmussen startede inde.
Til gengæld sad Mikkel Damsgaard på bænken, og stjerneangriberen Ivan Toney var ikke udtaget, efter at have pådraget sig en skade mod West Ham i sidste spillerunde.
Efter et par chancer frem og tilbage, bragte Brentford sig foran efter 19 minutter på et hjørnespark. Det var Liverpool-forsvareren Ibrahima Konaté, der på uheldig vis rettede bolden af i eget mål.
På de to efterfølgende hjørnespark fra samme side scorede Brentford, men målene blev underkendt, inden Yoane Wissa kunne heade Brentford foran med 2-0 efter 42 minutter på et fornemt oplæg fra danske Mathias Jensen.
I anden halvleg reducerede Alex Oxlade-Chamberlain til 2-1 på et hovedstød, men fem minutter før tid sendte danske Christian Nørgaard en bold i dybden til Bryan Mbeumo, der afgjorde kampen til slutresultatet 3-1.
Liverpool med angrebsproblemer
Liverpools offensiv er i øjeblikket stærkt præget af skader. Både Luis Diaz, Roberto Firmino og Diogo Jota er ude med skader, og den nyindkøbte hollandske angriber Cody Gakpo, der brillerede til VM-slutrunden, var heller ikke udtaget til kampen på grund af manglende tilladelse, forklarede Liverpool-træner Jürgen Klopp før opgøret.
Og det kom da også til udtryk i kampen, for Liverpool sad på størstedelen af spillet og skabte mange flere chancer end Brentford. Men ind ville bolden bare ikke. Liverpool-spillerne brændte flere chancer på David Raya, der i det hele taget stod en god kamp for Brentford.
Brentford rykker nu aktuelt op på Premier Leagues syvendeplads – to point efter Liverpool på sjettepladsen.