Store klø til Frank og co.

Efter tre ligakampe i træk uden sejr tog Liverpool tre point, da Thomas Frank og Brentford gæstede Anfield

Liverpool kommer ud af sløv stime mod lidende Brentford
Følg Fodbold
Følg Udenlandsk fodbold
Følg Engelsk fodbold
Følg Premier League

Den seneste måneds tid har Liverpool kæmpet med at finde det gode spil i Premier League, men søndag kom Jürgen Klopp og co. på vinderkurs igen.

Efter tre ligakampe i træk uden sejr vandt Liverpool, da danskerholdet Brentford var på besøg.

Thomas Franks mandskab blev sendt hjem til London med et 0-3-nederlag efter en kamp, hvor gæsterne var under konstant pres.

Nederlaget er Brentfords fjerde i de seneste fem kampe i Premier League. Holdet er placeret på en 14.-plads med 23 point. Liverpool spillede sig med sejren op på andenpladsen og har nu 45 point. Det er 11 færre end topholdet Manchester Citys total, men Liverpool har spillet en kamp færre.

Thomas Frank havde sendt Christian Nørgaard og Mads Roerslev på banen fra start. De to danskere og resten af Brentford-holdet kom hurtigt på hælene på Anfield, der for første gang i en måned dannede ramme om en Premier League-kamp.

Hjemmeholdet pressede Brentford i bund, men med god fight og en velorganiseret defensiv sørgede Brentford længe for, at det aldrig for alvor blev farligt foran eget mål.

Liverpool lod til at savne de offensive stjerner Sadio Mané og Mohamed Salah, der er i Cameroun for at spille Africa Cup of Nations. Skarpheden manglede på den sidste del af banen i det åbne spil.

Det var da også på et hjørnespark, at Fabinho fik sendt Liverpool foran kort før pausen, efter at bolden havde sejlet igennem feltet og nået hen til bageste stolpe, hvor brasilianeren var vaks.

Fabinho åbnede målscoringen for Liverpool. Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix
Fabinho åbnede målscoringen for Liverpool. Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix

Kampbilledet ændrede sig ikke rigtigt i anden halvleg. Liverpool sad tungt på spillet, og med cirka 20 minutter tilbage blev det 2-0. Andrew Robertson sendte et indlæg ind i feltet, som Alex Oxlade-Chamberlain headede ind.

Kort efter lukkede Liverpool kampen. Et skidt afleveringsforsøg af Brentford-målmand Alvaro Fernandez blev opsnappet af Roberto Firmino i feltet. Efter kækt et-to-spil med Takumi Minamino kunne japaneren sparke bolden i et stort set tomt mål.

Mathias Jensen blev i anden halvleg sendt på banen for Brentford, der også havde Mads Bidstrup, Mads Bech og Jonas Lössl på bænken. Mathias 'Zanka' Jørgensen sad ude med en skade.

Samtidig med Liverpool-Brentford mødtes West Ham og Leeds også i Premier League. Her tog gæsterne en overraskende sejr på 3-2 efter et hattrick af Jack Harrison.

West Ham, som ligger på fjerdepladsen, havde inden kampen vundet tre i træk. Leeds ligger lige under Brentford i tabellen med et point færre.

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+