Storklub risikerer Champions League-udelukkelse

UEFA indleder en officiel undersøgelse af, om Manchester City har brudt reglerne om Financial Fair Play

Pep Guardiolas klub bliver nu undersøgt. Foto: Ritzau Scanpix
Pep Guardiolas klub bliver nu undersøgt. Foto: Ritzau Scanpix

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) åbner en sag mod Manchester City for muligt brud på Financial Fair Play (FFP).

Det skriver flere nyhedsbureauer torsdag.

- Undersøgelsen vil fokusere på de anklager om brud på FFP, der er blevet bragt af flere medier, skriver Uefa i en pressemeddelelse ifølge Reuters.

- Vi har ikke flere kommentarer, mens undersøgelsen er i gang, skriver UEFA videre.

Manchester City kan risikere at blive udelukket af fremtidige Champions League-turneringer, hvis klubben bliver straffet, skriver Reuters.

Baggrunden for sagen er lækkede dokumenter fra whistleblowerplatformen Football Leaks.

Ifølge disse dokumenter hjalp den nuværende præsident i Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Gianni Infantino, i sin tid som generalsekretær i UEFA, Manchester City og Paris Saint-Germain med at omgå FFP-reglerne i 2014.

Reglerne sætter en ramme for klubbernes forbrug for at sikre en form for fairplay og undgå, at budgetter og forbrug eskalerer, så bundløs gæld og konkurser bliver en realitet blandt fodboldklubberne.

Man kan i store træk sige, at klubberne ikke må bruge flere penge, end de tjener. Og der er strenge grænser for, hvor stort et underskud må være over en flerårig periode.

Siden maj 2016 har Manchester City brugt omkring 4,4 milliarder kroner på spillere.

Bag PSG og City er stenrige ejere fra henholdsvis Qatar og Abu Dhabi.

På trods af at klubberne ifølge de lækkede papirer har brugt uregelmæssige økonomiske midler til at puste budgetterne op, slap de begge med bøder i 2014.

City og PSG slap dengang med bøder på trecifrede millionbeløb i kroner, men de undgik udelukkelse fra de store europæiske klubturneringer.

Den ultimative straf vil være at blive udelukket fra Champions League, og det kan blive realitet for eksempelvis City, når UEFA har gransket forholdene nøje og træffer en beslutning.

Manchester City-manager Josep Guardiola udtalte i december, at han ikke frygter, at hans spillere i fremtiden må se Champions League foran fjernsynet.

- Vi bliver ikke udelukket. Det er, hvad vores formand og direktør har forklaret til mig. Dem stoler jeg på.

- Men hvis vi bliver udelukket, for det er UEFA's beslutning, så må vi acceptere det og komme videre, sagde Josep Guardiola dengang ifølge AFP.

Klubber som Galatasaray og Røde Stjerne fra Beograd er tidligere blevet ramt af udelukkelse for at bryde samme regelsæt.

FAKTA: Sådan er reglerne for økonomisk fairplay i fodbold

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) meddelte torsdag, at forbundet har indledt en sag mod engelske Manchester City for muligt brud på Financial Fair Play (FFP.

Uefa indførte begrebet FFP i 2010 for at bekæmpe stigende gæld blandt fodboldklubber.

Hele grundidéen er, at klubberne ikke må bruge flere penge, end de tjener.

Bliv klogere på FFP her:

* Fra 2013 til 2015 måtte klubber maksimalt have en gæld på 45 millioner euro (cirka 334 millioner kroner) i den samlede treårige periode. Fra 2016 til 2018 er beløbet reduceret til 30 millioner euro (cirka 223 millioner kroner).

* Investeringer i stadioner, træningsfaciliteter, ungdomsafdelinger og kvindefodbold er ikke inkluderet i beløbet. Årsagen er, at UEFA ønsker at fremme økonomiske investeringer på disse områder.

* En klub skal have positiv egenkapital.

* Klubben må ikke skylde penge til en anden klub for handler, der er over 12 måneder gamle. Den må heller ikke skylde ansatte eller skattevæsnet penge.

* En klub skal selv tjene sig ud af de negative tal. Det betyder, at kapitaltilførsel fra eksempelvis en rigmand uden tilsvarende modydelser i form af aktier eller andre værdier ikke er tilladt.

* Aktuelt undersøges Manchester City for at have brudt reglerne, og også franske Paris Saint-Germain har været nævnt som en klub, UEFA kigger på. Klubberne har indgået sponsoraftaler, hvor klubbernes stenrige ejere på kreativ vis har tilført beløb, der er markant større end sponsoraternes reelle værdi. De store beløb er angiveligt tilført klubberne for at sikre, at de overholder FFP-reglerne.

Kilder: UEFA, AFP, Football Leaks, Ritzau.

Ramos måtte se til, mens holdkammeraterne dummede sig. Foto: Ritzau Scanpix Champions League - 7. mar. 2019 - kl. 16:58 Kæmpe konfrontation mellem Ramos og præsidenten

Champions League - 6. mar. 2019 - kl. 15:37 Real Madrid-fans slagter superstjerne

Neymar jr. fulgte med rædsel kampen sammen med Neymar sr. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix Champions League - 7. mar. 2019 - kl. 06:56 Neymar amok efter CL-exit: En skændsel

Gravesens Galactico-kammerater fik en overraskelse. Foto: Ritzau Scanpix Sport og Spil Syv gange Champions League tog røven på os

FCM har hentet 39 spillere fra Nigeria og Ghana. Ikke alle slår igennem i FCM. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil FCM's afrikanske eventyr: Millionsalg, sosu-hjælper og finsk fjerde division

34 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere