Seneste Sunderland
Seneste Premier League
Hent flere
Mest læste i Engelsk fodbold
Hent flere

Om Sunderland

Sunderland Association Football Club (SAFC) ligger i det nordlige England. Den blev oprindeligt grundlagt af skolelæreren James Allan i 1879 under navnet Sunderland and District Teachers Association Football Club. Allerede året efter ændrede man navnet til Sunderland Teachers Association Football Club, og igen i 1881 foretog man et navneskifte til klubbens nuværende navn: Sunderland AFC – oftest bare kaldet Sunderland. 

Gennem tiden har Sunderland haft intet mindre end otte forskellige hjemmebaner. De startede på Blue House Field i 1879 og var efterfølgende flere forskellige steder, heriblandt en enkelt sæson på Groves Field i Ashbrooke. Herefter flyttede Sunderland AFC til Horatio Street i Roker, som var det første af deres stadioner, der lå nord for floden Wear. Det blev kun til en enkelt sæson her, hvorefter de næste to sæsoner foregik på Abbs Field i Fulwell. Dette stadion var specielt, da det var det første sted, klubben opkrævede entré fra tilskuerne. 

I 1886 flyttede Sunderland ind på Newcastle Road, som efter flere ombygninger havde plads til 15.000 tilskuere. Efterhånden som århundredeskiftet nærmede sig, fik klubben brug for et større stadion med plads til flere tilskuere. Derfor vendte de tilbage til Roker og fik hjemmebane på Roker Park, hvor de spillede den første kamp mod Liverpool i 1898. Tilskuerkapaciteten blev øget til 50.000 i 1913, men Sunderland kom i store økonomiske problemer i forbindelse med udbygningen. Roker Park blev derfor sat til salg, men der skete ikke mere end det. 

Under anden verdenskrig blev dele af Roker Park ødelagt og i 1990’erne var der ikke længere plads nok til de mange tilskuere. Der var ikke mulighed for at udvide yderligere, så Sunderland FC flyttede endnu en gang hjemmebane. 

Siden 1997 har Sunderland haft hjemmebane på Stadium of Light i Monkwearmouth, som efter en ombygning i 2000 nu har plads til 49.000 tilskuere. 

Det officielle kælenavn for klubben er ”The Black Cats”. Tidligere blev de også kaldt The Rokerites, hvilket dog gik i sig selv, da klubben flyttede fra Roker Park i 1997.

Traditionelt set er Sunderlands største rivaler Newcastle United, som de har spillet Tyne-Wear Derby mod siden 1898. Efter at have mødt Portsmouth hele fem gange i sæsonen 2018/2019 er der også opstået en nyere rivalisering her.

Du har måske hørt om The Roker Roar. Legenden fortæller, at morgenen efter Sunderland havde vundet FA Cuppen i 1973, gik en medarbejder og passede banen. Han fik øje på en mand, som stod og stirrede op på taget. Det viste sig, at manden var journalist, havde dækket et hav af topkampe gennem sin karriere og nu stod og ledte efter de højtalere, han mente, havde været brugt til at booste tilråbene og jubelen fra Sunderlands fans under kampen. Til det svarede medarbejderen, at der ikke var noget til at forstærke lyden: ”What you heard last night was the Roker Roar!” 

Roker Roar er blevet et af klubbens vartegn og vidner om, at Sunderlands fans er loyale og står bag deres hold i tykt og tyndt, også selvom holdet ikke længere spiller deres hjemmekampe på Roker Park. 

Udvalgte Sunderland-spillere

Bobby Gurney (1926-1939) holder rekorden for flest scorede mål med 228 i løbet af sine 388 kampe for The Black Cats. Derudover var han klubbens topscorer i otte sæsoner i træk i løbet af 1830’erne. Han scorede Sunderlands første mål i FA Cup finalen i 1937 og ses som en sand legende i klubben.

Jimmy Montgomery (1961-1977) er med sine 527 kampe den spiller, der har flest kampe for Sunderland. Han var en del af den trup, der vandt FA Cuppen i 1973, og fik en medalje af Dronningen af England i 2005 for sine præstationer.

Darren Bent (2009-2011) kan fremhæves blandt nyere tids Sunderland spillere. Han var ikke lang tid i klubben, men fik 58 kampe, hvori han scorede 32 mål. Et af de mere bemærkelsesværdige var 1-0 målet mod Liverpool, som han scorede ved at ramme en badebold, som en af modstandernes fans havde smidt ned på banen. Det forvirrede Liverpools målmand og kostede et mål, som blev det eneste i kampen.

Udvalgte managere

Tom Watson (1889-1896) var den første Sunderland manager og ledte klubben til tre titler i førstedivision (som blev til Premier League i 1992) i løbet af 1890’erne.

Bob Strokoe (1972-1976) stod bag klubben, da de opnåede den største FA Cup præstation i historien. Han stod bag nogle kloge indkøb, der fik holdet ud af deres underpræsterende niveau i anden division, og man taler stadig om det fantastiske FA Cup-trofæ fra 1973. 

Peter Reid (1995-2002) er en af de nyere Sunderland managere, som har ført klubben til to oprykninger og holdets bedste placering i Premier League indtil videre. Han blev fyret efter en række dårlige resultater, men hans præstationer og eftermæle lever videre i klubben og på banen.

Sunderlands trofæer

Førstedivision (Premier League fra 1992): 1891/1892, 1892/1893, 1894/1895, 1901/1902, 1912/1913, 1935/1936.

FA Cup: 1937, 1973.

Danskere i Sunderland 

Thomas Sørensen (1999-2003) kom direkte ind på førsteholdet og var med 29 clean sheets i sæsonen med til at sikre Sunderland oprykning til Premier League. I de første to sæsoner i Premier League endte klubben på en overraskende syvendeplads, og den danske målmand fik en stor del af æren for det flotte resultat. Han var en helt blandt Sunderlands fans, og mange blev kede af det, da klubben af økonomiske årsager var nødt til at sælge ham til Aston Villa.

Nicklas Bendtner (2011-2012) blev lejet ud fra Arsenal, dog uden den store succes. Han kom til klubben i en turbulent periode, hvor han mest blev talt om i forbindelse med skandaler uden for banen. Blandt andet blev han arresteret for at ødelægge biler på gaden sammen med holdkammeraten Lee Cattermole.