Sur over Guardiola-kritik: 'Det er tidernes bedste PL-hold'

Manchester City stormer mod mesterskabet takket være Pep Guardiola, der har skruet endnu en historisk sejrsstime sammen

Da suveræne Manchester City onsdag aften pulveriserede Swansea med 4-0 i Wales, skrev manager Pep Guardiola sig ind i Premier Leagues store historiebog.

Guardiolas City-mandskab blev det første hold i Premier League til at vinde 15 kampe i træk. Endda med fire af mesterskabskonkurrenterne, hvis man da stadig kan tale om det, på listen over besejrede modstandere i form af Chelsea, United, Liverpool og Arsenal.

Selv om sejrsstimen i City er imponerende nok i sig selv, så kan den spanske manager også prale af den samme rekord i både Spanien og Tyskland. Her nåede Guardiola op på henholdsvis 16 sejre i træk med FC Barcelona og 19 med Bayern München – og det er langt fra tilfældigt, at Pep Guardiola er i besiddelse af rekorden i de tre store ligaer, mener fodboldekspert Morten Bruun.

- En åbenlys del af forklaringen er, at han har været træner for tre af de store hold. Han havde ikke vundet alle de kampe med West Brom, Osasuna og Freiburg. Men jeg bliver næsten sur, når kritikerne siger, at det ikke har været sin sag at få alle de sejre selv med store mandskaber, siger Morten Bruun og fortsætter:

- Der er jo en grund til, han har rekorden i tre lande. Guardiola får tophold til at præstere endnu bedre, og i den henseende er han unik. I Bayern vil han altid mangle et Champions League-trofæ, men mange fans længes efter hans offensive spillestil. I både Barcelona og Manchester City kan man med rette påstå, at selve fodboldspillet på banen aldrig har været mere attraktivt end under Guardiola.

Pep Guardiolas vilde sejrsstimer:

19 sejre i træk i Bundesligaen med Bayern München i 2013/2014.
16 sejre i træk i La Liga med FC Barcelona i 2010/2011.
15 sejre i træk i Premier League med Manchester City i 2017/2018.

Manchester City har fejet al modstand af banen i Premier League og har i alt 16 sejre og en enkelt uafgjort. Målscoren hedder 52-11 og afstanden til de nærmeste forfølgere, bysbørnene fra United, er på 11 point.

Hvis Pep Guardiolas City-mandskab kan holde dampen oppe, smadrer man alle store Premier League-rekorder.

Ifølge beregninger fra The Telegraph vil City opnå rekordmange mål, point og sejre, hvis gennemsnittet fra de første 17 kampe holdes.

- Der er lang vej endnu, og alle hold kan ramme en negativ stime, men lige nu ligner City alle tiders bedste Premier League-hold. Altså for en enkelt sæson. Både fans og eksperter er så småt begyndt at hviske om, hvorvidt Guardiolas hold bliver de nye ’invincibles’, siger Morten Bruun og refererer til Arsenal, der gik ubesejret igennem sæsonen 2003/2004.

Artiklen fortsætter under billedet.

Pep Guardiola kan ifølge Morten Bruun føre Manchester City igennem sæsonen ubesejret. Foto: AP Photo/Efrem Lukatsky
Pep Guardiola kan ifølge Morten Bruun føre Manchester City igennem sæsonen ubesejret. Foto: AP Photo/Efrem Lukatsky
 

De få kritikere, der er tilbage i Storbritannien, peger på, at Manchester City har været heldig på grund af de mange sene sejre, holdet har hevet i land.

Hele 11 mål har City scoret i de sidste ti minutter af kampene, og i opgørene mod Huddersfield, Southampton og West Ham gav de sene scoringer tre point. Men Morten Bruun vil gerne aflive myten om held:

- Det er helt misforstået. City scorer mange sene mål, fordi de har bolden så meget og kører deres modstandere døde. Nogle kampe er City nærmest vulgært dominerende. Derudover er Guardiola aldrig tilfreds med en uafgjort. Han skifter altid offensivt ind, fordi han vil have de tre point. Så det har intet med held at gøre.

Læs mere om Manchester Citys vilde sæson herunder:

Se også: Guardiola slog rekorden: Det kommer aldrig til at ske!

Se også: Bitter Mourinho efter nedtur: Manchester City var heldige

Se også: Super-talent tager alle med storm: Tangerede 13 år gammel rekord

Se også: Aldrig set før: Skriver historie i Champions League

4 kommentarer
Vis kommentarer