Seneste Swansea
Seneste Premier League
Hent flere
Mest læste i Engelsk fodbold
Hent flere

Om Swansea City

Klubben blev grundlagt i 1912 som Swansea Town AFC. Holdet startede med hjemmebane på Vetch Field, hvor de spillede deres første professionelle kamp i september 2012. 

Fra grundlæggelsen og op til årtusindskiftet kæmpede holdet i en rutsjebane af op- og nedrykninger og opnåede aldrig helt store sejre. 

Den 20. januar 1969 blev holdet ramt af en tragedie, da to af holdets faste spillere, Roy Evans og Brian Purcell blev dræbt i en bilulykke på vej til en kamp.

Samme år skiftede klubben navn til Swansea City for at afspejle Swanseas nye status som en by (”city” frem for ”town”, som det havde været hidtil). Med navneændringen kom en opløftning, og holdet kæmpede sig ud af fjerdedivision. De slog rekord med 19 ubesejrede kampe i træk, men oprejsningen holdt ikke længe, og efter sæsonen 1972/1973 var Swansea tilbage i fjerdedivision.

Med John Toshack ved roret lykkedes det at rykke klubben helt til førstedivision i løbet af fire år. Igen løb klubben dog ind i problemer og otte år efter Toshacks start, var Swansea tilbage, hvor de var, før han kom til klubben.

I 2005 flyttede klubben til Liberty Stadium, som stadig er deres hjemmebane i dag. I deres første sæson på det nye stadion vandt de Football League trofæet for første gang siden 1994 og FAW Premier Cup for andet år i træk. Stadionet havde i starten plads til 20.532 tilskuere, hvilket dog siden er blevet øget til 20.750. Liberty Stadium har også været vært for tre af Wales’ landskampe.

I 2011 spillede Swansea sig i Premier League, og de efterfølgende år bød på gode resultater for holdet. De var desuden det første walisiske hold i Premier League siden turneringen blev startet i 1992. I løbet af deres første sæson i Premier League slog de tophold som både Arsenal, Liverpool og Manchester City. Efter sæsonen 2017/2018 rykkede holdet dog ud af Premier League igen.

I 2014 kom filmen Jack to a King – The Swansea Story ud. Den fortæller historien om, hvordan Swansea kæmpede sig fra fjerdedivision til toppen af engelsk fodbold. 

Swanseas største rivaler er Cardiff City, og rivaliseringen mellem de to klubber bliver beskrevet som den mest fjendtlige i engelsk fodbold. Opgørene mellem de to klubber omtales som South Wales Derbies og er et af sæsonens højdepunkter for begge hold og deres fangrupper.

Udvalgte Swansea-spillere

Roger Freestone (1989, 1991-2004) startede i klubben på en lejeaftale fra Chelsea, men skrev senere kontrakt på et permanent skift. Han endte med at være i Swansea det meste af sin karriere og var med, da holdet satte rekord med ni ligasejre i træk, hvoraf syv i træk var clean sheets fra Freestones side. Han har legendestatus blandt Swanseafans, som var kede af det, da han forlod klubben, uden de fik mulighed for at give ham en passende afsked.

Walter Boyd (1999-2001) scorede to mål i sin debutkamp for holdet, men huskes mest for en kedelig, men sjov rekord som den hurtigst udviste indskiftning nogensinde. Han fik et rødt kort for at slå en modstander, få sekunder efter han var blevet sendt på banen, og før spillet var blevet sat i gang. Han blev derfor officielt noteret for 0 sekunders spilletid.

Lean Britton (2002-2003, 2003-2010, 2011-2018) startede i Swansea på en lejeaftale fra West Ham, men skiftede efterfølgende permanent til klubben, hvor han kom til at spille det meste af sin karriere. I november 2017 blev han assisterende træner, mens han også stadig fungerede som spiller på holdet. Han måtte dog afgive anførerbindet, da han blev en del af trænerteamet.

Udvalgte managere

Billy McCandless (1947-1955) lavede hattrick, da han vandt tredjedivision syd med alle tre South Wales-klubber (Newport County, Cardiff og Swansea) - uden at tabe en hjemmekamp med hverken Swansea eller Cardiff. Han døde pludseligt i 1955, mens han stadig var manager for klubben.

John Toshack (1978-1983, 1983-1984) var i sin første periode i klubben spillende manager og blev med sine 28 år den yngste manager i ligaen. Med ham ved roret rykkede klubben igen op gennem rækkerne og sikrede sig en plads i anden division efter 14 års fravær – endda på et mål af Toschack selv, som kom ind fra bænken og scorede det afgørende mål. Da han indstillede spillerkarrieren fortsatte han som manager.

Roberto Martínez (2007-2009) spillede selv i klubben fra 2003 til 2006 og trådte til som manager midt i en sæson. Han forbedrede holdets kampform og ledte dem til mange sejre, uden dog at vinde store trofæer. Da han forlod klubben, var det med 63 sejre på 126 kampe.

Swanseas trofæer

Swansea har ikke vundet nogle af de helt store trofæer, men har alligevel taget en del titler i de lavere rækker gennem årene. Blandt andet har de vundet tredje række, Football League One, i 1924/1925, 1948/1949 og 2007/2008. Derudover vandt de Football League Cup i sæsonen 2012/2013, men har altså de helt store titler fra eksempelvis FA-cuppen, Premier League og Champions League til gode.  

Danskere i Swansea 

Jan Mølby (1996-1998, 1996-1997) var både spiller og manager i Swansea FC. Han startede som spiller, men blev udnævnt til manager og ledte holdet til tredjedivision. Man sammenlignede situationen med Toshack-perioden tyve år tidligere, men Mølbys forbindelse til Liverpool var ikke nok til, at historien kunne gentages. Han blev fyret i 1997, da man mente, at de – trods alt – gode resultater mere var kommet på grund af hans rolle som spiller end som manager.

Michael Laudrup (2012-2014) var den første danske manager i Premier League. Han stod bag indkøb af en lang række spillere, som viste sig at være gode investeringer. Spillere og fans roste Laudrup, og han ledte klubben til bedre resultater, end de havde set i mange år, blandt andet deres første store, engelske trofæ (Football League Cup) i sæsonen 2012/2013.