Den tidligere AGF- og FCK-asisstent Rubén Sellés har gang i lidt af en kometkarriere i det engelske.
Spanieren er netop udpeget som manden, der skal redde Premier League-klubben Southampton fra nedrykning, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Rubén Sellés stod allerede i spidsen for The Saints i weekenden, da de slog Chelsea på Stamford Bridge. Det var dog i første omgang kun midlertidigt efter fyringen af Nathan Jones i sidste uge.
Han kom til den sydengelske klub sidste sommer, da han skiftede jobbet som assistent i FC København ud med et lignende i England efter halvandet år i Parken.
Artiklen fortsætter under billedet...
I november stod han i spidsen for Southampton i en enkelt kamp, da Ralph Hasenhüttl blev smidt på porten.
Samme chance fik han i weekenden, og den greb han altså så tilfredsstillende, at Southamptons ledelse satser på ham som permanent redningsmand.
Ud over jobbet i FCK har 39-årige Sellés også en fortid i AGF, hvor han var assistent for David Nielsen fra 2018 til 2020. Han havde en kort afstikker tilbage til Spanien som cheftræner for Valencias U18-hold, men derudover er der ikke noget cheftræner-erfaring at trække på.
Rubén Sellés og Southampton er sidst i Premier League med tre point til den rigtige side af nedrykningsstregen. Lørdag står den på nedrykningsbrag mod Leeds United, der også kæmper for livet i Englands bedste række.
Kasper Kusk blev præsenteret og var til lægetjek i en kælder i en restaurant på Østerbro, da han skiftede til AaB. Hør historien i ugens udgave af 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app